
Læserbrev: En stemme på Venstre er ikke en stemme på børnene
Udgivet:11. november 2021, 11.23
Læsetid:2 minutter
Foto: Henrik Ole Jensen
1 år siden
LÆSERBREV Om et øjeblik går vi til kommunalvalg. Jeg har bemærket, at vores borgmester, og dermed Venstre, går til valg under sloganet om, at den »gode gænge« skal fortsætte, for det går jo rigtig godt i Ikast-Brande Kommune. Hvor godt det går, afhænger sikkert af, hvem man spørger. Et godt sted at starte er hos børnene, og jeg har derfor søgt indsigt i skolernes økonomi.
Kommunens egne tal viser, at der fra 2015-2021 er sparet 52 millioner kroner for kommunens folkeskoler. Herudover følger en lang række ekstrabesparelser som eksempelvis den ændrede tildelingsmodel (Tre millioner). I samme periode er der sket en vækst i skolernes elevtal på cirka 476 elever, mens antallet af lærere (fuldtidsstillinger) fra 2013 til 2020 er reduceret med 86 eller 20,4 procent.
Jeg er voldsomt bekymret for, at det i fremtiden bliver meget svært at tiltrække kvalificerede ansøgere til stillinger i vores kommune. Sammenholdt med besparelserne tilbyder vi eksempelvis, som én af blot seks kommuner i Danmark (ud af 98 kommuner), ikke de ansatte en arbejdstidsaftale.
Jeg var, som del af Lokalrådet, inviteret til det kommunale budgetmøde. Kommunens økonomi viste en beholdning på cirka 300 millioner kroner. Vi stillede kommunaldirektøren spørgsmålet om, hvor lang tid skolerne (og de andre institutioner) skulle fortsætte de såkaldte effektiviseringsbesparelser. Svaret vi fik var, at der ikke var belæg for at fortsætte besparelserne. Et par dage efter ser jeg borgmesteren med stolthed præsentere det nye budgetforlig med yderligere besparelser.
Børne- og undervisningsudvalget har bekendtgjort, at besparelserne fremover skal findes ved, at eksempelvis støtte og holddannelse i undervisningen nedlægges, fagbudgettet beskæres, vejledningsopgaver bortfalder, ture ud af huset nedlægges, og ikke mindst skal lektionerne beskæres yderligere, så eleverne i stigende grad fremover skal sidde selv eller får fri i stedet for at modtage undervisning. Det kan vi ikke være bekendt.
De fleste har sikkert bemærket den øgede anlægsaktivitet i kommunen i år. Hvad de færreste ved, er, at kommunen til formålet har lånt hele 71 millioner kroner af staten. Det største lån nogen kommune i Danmark overhovedet har optaget. De penge skal betales tilbage, og jeg vil gerne gætte på, hvor de skal findes de kommende år.
Husk at stem ved kommunalvalget. Jeg håber, at du vil gøre op med dig selv, om den »gode gænge« med besparelser for børnene skal fortsætte, eller om det er tid til at tage ansvar for både børn og ansatte.