Landskab og vejr i kunsterisk fortolkning

Udgivet:18. januar 2019, 10.45

Læsetid:2 minutter

Maleri af Lilybeth Sebaldus Kunstpakhuset

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

KUNST med titlen: »Under dueblå Himmel« fortolker de to billedkunstnere Simon Grimm og Lilybeth Sebaldus landskabet og vejret i den nye kunstudstilling på Kunstpakhuset i Ikast.

Til ferniseringen på lørdag vil de to kunstnere være til stede

Det danske vejr

Det danske vejrs foranderlighed og årstidernes skiften spiller en væsentlig rolle i vor selvforståelse.

Det danske vejr er tæt forbundet med årstiderne og med landskabet. Vejret påvirker os mentalt og fysisk. Om efteråret fornemmer vi forgængeligheden med blæsende våde dage i alle verdens farver. Gennem nattens og vinterens landskaber rammes vi måske af melankoli.

Kunstnerne Simon Grimm og Lilybeth Sebaldus, præsterer en udstilling, der kommer rundt om landskabet i al slags vejr, dag og nat året rundt og med en kronologi, der blander billederne fra årets gang. Vejret, farverne og det omskiftelige er udstillingens omdrejningspunkt. Gennem de udstillede landskabsmalerier søger de to kunstnere på forskellig vis finde en vej til, hvordan et landskab ser ud i dag.

Landskabsmaleri

Landskabsmaleriet er en bred genre og det at skildre landskabet har sin egen historie gennem

årtusinder. Først var landskabet lig med en verden befolket af jægere og dyr. Man var optaget af

solen, månen, stjerner, bjerge og vand. I middelalderen brugte man landskabet som baggrund eller som et dekorativt element.

- Først i 1600-tallet fremstod landskabsmaleriet som en selvstændig genre især repræsenteret af nederlandske malere. I dag ser vi landskabet med bygninger, og by og land er smeltet sammen. I maleriet ser vi et andet landskab, hvor det mere er rummet end naturen, der dominerer. Naturen er et element i rummet. Udstillingen Under dueblå Himmel er en afsøgning af at male naturens rum eller at male naturen som et rum, forklarer Simon Grimm og Lilybeth Sebaldus om deres aktuelle naturfortolkninger.

Udstillingen åbner lørdag 19. januar og kan ses frem til 3. marts.

maleri af Simon Grimm Udstilling Kunstpakhuset