Søren Pape Poulsen vil være Danmarks næste statsminister

Blå blok går ind til næste folketingsvalg med to statsministerkandidater: Ellemann-Jensen (V) og Pape (K).

Udgivet:15. august 2022, 11.17

Læsetid:3 minutter

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har mandag meldt sig som statsministerkandidat.

/ Ritzau /

KØBENHAVN De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har i lang tid fedtspillet om emnet, men mandag på et pressemøde slår han det endegyldigt fast: Pape vil være statsminister, og derfor har han meldt sig som statsministerkandidat.

- Vi skal passe på Danmark, vores værdier og identitet. Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat, siger Pape.

Dermed har blå blok to statsministerkandidater til det kommende folketingsvalg. Foruden Pape er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, den anden.

- Når jeg melder mig, er det fordi, at jeg mener, at jeg har det, der skal til, og at jeg er den bedste til det.

- Det vigtigste er at få en borgerlig regering og vælte Mette Frederiksen. Jeg tror godt, at vælgerne kan forholde sig til to kandidater. Jeg synes, det er helt fair, at der er to borgerlige kandidater, siger Pape.

Det næste folketingsvalg skal senest finde sted 4. juni 2023, men der spekuleres i dansk politik i disse dage på, om statsminister Mette Frederiksen (S) kan finde på at trykke på valgknappen inden alt for længe.

Grunden til det er blandt andet, at regeringens støtteparti De Radikale hen over sommeren har fastholdt partiets trussel om at vælte S-regeringen, hvis der ikke udskrives folketingsvalg senest 4. oktober.

Pape siger blandt andet, at han ikke vil være den politiker, der kommer til at give flest penge til eksempelvis velfærden.

Men han mener, at den offentlige sektor kan drives bedre, så kvaliteten ikke kun afhænger af flere penge.

- Den offentlig sektor sander mere og mere til. Hver gang tror vi politikere, at det hele kan løses med mere dokumentation, flere penge, puljer, flere regler.

- Vi er ikke lykkedes som samfund, når alle vores ældre ikke bliver behandlet ordentligt. Når vi ikke har tilstrækkelig omsorg og selv kan vælge pleje, siger Pape.

Han henviser også til fortsatte problemer inden for udlændingepolitikken.

- Når man har de ambitioner, så mener jeg, at det rigtige er at sætte sig for bordenden. Det er derfor, at jeg gerne vil være statsminister. Jeg vil tage ansvar for helheden, og jeg kan samarbejde. Jeg mener, at jeg kan få enderne til at mødes, siger Pape.

Mette Frederiksen har tidligere luftet tanker om en mulig fremtidig regering hen over midten af dansk politik. Det er et scenarie, som De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, håber på, bliver en realitet.

Pape slår dog fast, at han ikke ønsker at gå den vej.

- Når vi har et borgerligt flertal, det håber jeg, at vi får, skal vi selvfølgelig have en borgerlig regering, siger Pape.

I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau står Venstre til 13,4 procent af stemmerne, mens De Konservative står til 13,3 procent. Samme måling viser et blåt flertal.

Pape gør det klart, at der ikke opstår ballade mellem ham og Ellemann-Jensen, hvis der er flertal til blå blok efter et valg.

- Jeg kommer til at sige meget klart, at den næste borgerlige statsminister er selvfølgelig den, der har flest mandater bag sig.

- Jeg vil give en 100 procent garanti for, at det ikke bliver spørgsmålet om Ellemann eller mig, der afgør, om vi skal have en blå statsminister, siger den konservative formand.

/ritzau/