Der er styr på skæg og hår: Ny frisør klar til at give den gas

En ny frisør har slået salondørene op i Strøgcentret. Og der er noget for enhver hårtype

Udgivet:11. juni 2022, 08.00

Læsetid:1 minut

Diyar Kassem er klar til at tage hånd om frisørgerningen i Ikast. Foto: Michael Holmgaard Christiansen

Michael Holmgaard Christiansen
Journalist| mhc@herningfolkeblad.dk

IKAST Der står en motorcykel i butiksvinduet. Hvad laver den dog der? Det er jo en frisørsalon?

Men motorcyklen har et formål. Den er med til at gøre stemningen lidt hyggelig, forklarer ejeren.

- Det er lidt gammelt og lidt amerikansk, siger Diyar Kassem om stilen i sin nye frisørsalon.

Bredt repertoire

Og det er ikke kun motorcyklen, der er styr på. For Diyar Kassem har både slebet saksene og hvæsset barberknivene. Han har nemlig et bredt repertoire.

- Alle typer og stilarter. Både hår og skæg. Jeg klipper både med saks og kniv, siger han og uddyber:

- Jeg klipper ret godt. Jeg har jo 10 års erfaring. Så jeg kender lidt til det, siger Diyar Kassem med et smil.

Den 35-årige indehaver af salonen har været frisør i 10 år. De seks af dem i Danmark. For før det klippede han hår i sit hjemland, Syrien. Ny har han så åbnet Allan’s Frisør i Strøgcentret i Ikast.

Siden 1. maj har forretningen haft hjemme her. Navnet henviser til Diyar Kassems yngste søn.

Ud over ham har Diyar Kassem tre andre sønner med sin kone.

Familien bor i Herning, men Diyar Kassem har altså åbnet sin salon i Ikast.

- Jeg søgte efter en butik i Herning, men det er meget dyrt. Jeg fandt ikke en butik der. Så jeg søgte bredere i området, siger han.

Det lykkedes at finde noget i nabokommunen, og det er Diyar Kassem også fint tilfreds med.

- Det er hyggeligt i Ikast, siger han.

Indtil videre har saksene haft fint med hår at klippe i.

- Det har været stille og roligt. Men jeg håber, der kommer flere kunder, siger Diyar Kassem.

Diyar Kassem klippede hår i Syrien, før han kom til Danmark, ligesom han tidligere har haft en salon i Nørre Nebel, men nu har han slået dørene op til Allan's Frisør i Strøgcentret. Foto: Michael Holmgaard Christiansen