Dødsfald: Dekadencen har mistet habil basstemme

23. juli 2020, 05.52

Tidligere viceskoleleder Henning Damsgaard er sovet stille ind. Han blev 78 år. Foto: Flemming Hansen

NEKROLOG Forhenværende viceskoleleder på Ikast Vestre Skole Henning Damsgaard sov stille ind onsdag 8. juli. Han blev 78 år.

Henning Damsgaard voksede op i Herning, hvor han også fik sin læreruddannelse på Herning seminarium.

Han fik job på Ikast Vestre Skole i 1967 og flyttede med sin familie til byen.

Oprindelig var tanken, at Ikast var midlertidig, men han og hustruen Bente faldt hurtigt til, og familien, der også tæller to døtre blev i byen.

Udover sit mangeårige virker på byens ældste og nu nedlagte skole var Henning Damsgaard engageret i koret Den totale Dekadence, hvor han var en fast klippe. Han var med helt fra begyndelsen for over 37 år siden. Her bliver han savnet i basgruppen med sin sikre stemme.

Henning Damsgaard udførte også et utrætteligt stykke arbejde i korets bestyrelse som referent, fotograf, skaber af utallige scrapbøger siden korstarten, og så var han den, der hvert år ved sæsonstart var klar med en lille film om årets gang.

Henning Damsgaard holdt også af at holde sig i form og cyklede dagligt fra hjemmet i østbyen til skolen på Vestergade. Han dyrkede gymnastik helt frem til indeværende sæson, og var også en ganske passioneret golfspiller, der som blandt andet formand for seniorafdelingen arrangerede forskellige golfrejser.

Henning Damsgaard døde på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande med sin tro livsledsager Bente ved sin side.

Han efterlader desuden de to døtre i Århus og tre børnebørn.