Virksomheder vælger forskellige støtteveje

Jobcentret i Ikast-Brande sparrer med kommunens virksomhederne om de vidt forskellige veje til at imødegå fyringer

Udgivet:29. april 2020, 16.33

Læsetid:4 minutter

Arbejdsfordeling Administrerende direktør Kirsa Jespersen, Family Group, Ikast, som er nethandel med pluspige-tøj, Curvii.dk: - Vores omsætning faldt drastisk efter statsministerens besked om nedlukning i begyndelsen af marts - lige op til vores vigtigste højsæson. Derfor var vi nødt til at reducere vores omkostninger. Vi lukkede vores fysiske butik, som lå i forbindelse med virksomheden i Ikast. For at sikre virksomheden fremadrettet var vi nødt til at fastholde medarbejdere til for eksempel at modtage og sende ordre og til markedsføring. - Derfor valgte vi arbejdsfordeling, hvor medarbejderne arbejder 14 dage ad gangen og så går på dagpenge i 14 dage som ledige. Vi er positivt overraskede over, hvor godt det fungerer. At afskedige medarbejdere ville være som at kaste håndklædet i ringen. Vi tror på, at vi både kommer igennem og overlever denne krise.

Jette Aaes
Egnsredaktør| jaj@ikastavis.dk

3 år siden

IKAST-BRANDE Midt i marts var der 644 ledige på dagpenge i Ikast-Brande Kommune. Så ramte coronavirus og nedlukning landet, og ifølge den seneste opgørelse er antallet af ledige vokset til 901.

Det har naturligt givet travlhed i Jobcentret. Både i forhold til at få ledige i job i firmaer, der på trods af corona-krisen stadig ansætter, og forhold til at rådgive virksomheder i rækken af alternative muligheder til netop fyringer.

- Der findes flere forskellige ordninger, som både er fleksible og kan fungere som en investering i at stå bedre rustet, når samfundet og verden igen begynder genåbningen, siger Svend Østergaard, udviklings- og virksomhedskonsulent i Ikast-Brande Kommune.

I forbindelse med nedlukningen af Danmark har regeringen på vegne på af staten indført en række hjælpepakker målrettet virksomheder, som er havnet i akut økonomisk klemme i forbindelse med corona-nødsituationen.

Arbejdsfordeling som løsning

Men udover statens hjælpepakker, der af nogle virksomheder er blevet kritiseret for at være ufleksible, findes der en række øvrige allerede eksisterende muligheder, virksomhederne med god gavn kan vælge.

- Nogle virksomheder kan have behov for at bibeholde en del af arbejdsstyrken og samtidig reducere lønomkostningerne, og det er korrekt, at de nye hjælpepakker ikke for alle virksomheder tager højde for det, siger Svend Østergaard.

Han peger derfor på den allerede tilgængelige ordning, arbejdsfordeling, som er en ordning, der skal aftales med det lokale Jobcenter.

- Man kan indgå aftale om arbejdsfordeling for en kortvarig periode for at undgå at opsige medarbejdere. Under arbejdsfordeling veksler medarbejderne medlemme at arbejde og få løn - og så være ledige og på dagpenge, siger Svend Østergaard.

Klar med nye kompetencer

Han peger desuden på ordninger til efteruddannelse af medarbejdere i en tid med ingen eller få arbejdsopgaver som alternativ til fyringer, og der findes gode muligheder for økonomisk støtte til efteruddannelse.

- Det giver virksomheden et kompetencemæssigt løft, som kan blive værdifuldt, når samfundet genåbner, siger Svend Østergaard.

Foreløbigt har cirka 20 virksomheder i Ikast-Brande Kommune valgt at lave aftale med Jobcentret om arbejdsfordelingsordning i forbindelse med corona-krisen.

- Uden helt at kunne sætte tal på, så er det vores fornemmelse, at mange virksomheder har valgt at søge statens hjælpepakker eller har lavet aftale med medarbejderne om en frivillige lønnedgang i en periode.

- I Jobcentret ved vi , at mange virksomheder har svært ved at finde rundt i de forskellige ordninger, og derfor håber vi, at de vil tage kontakt til os og drøfte de forskellige veje, når de er i tvivl om, hvilken der er den bedste for dem, siger Svend Østergaard.

Hjælpepakke Medejer Jens Nørskov, Sindico, Ikast, som blandt andet står bag 26 Dansk Outlet-tøjbutikker: - Vi har valgt at sende cirka 200 medarbejdere hjem på statens støtteordning. Vi var nødt til at lukke alle butikker, og hjælpepakken var den bedste og rigtige løsning for os i en pludselig udfordret situation. Selv om jeg ikke er Socialdemokrat, så må jeg sige, at det er fantastisk at bo i et rigt land, der har mulighed for at skabe den støtteramme.
Drift uden tilskuds- eller støtteordning Administrerende direktør Niels Kirkegaard, AB Inventech, Ikast, som levering automatiseringsudstyr til især vindmølleindustrien: - Vi har været så heldige, og dygtige, at vi ligger inde med en forholdsvis stor ordrebeholdning, så vi er ikke ramt på vores forretning direkte. Vi har et par projekter, vi har udfordringer med at afslutte, fordi vi ikke kan rejse ud og færdiggøre installationer - blandt andet i Kina og i Europa. Vores største risiko er, at vi ikke kan få leveret materialer og varer. - Vi har organiseret os ud af krav og retningslinjer fra myndighederne. Vi har en forholdsvis fleksibel medarbejderstab, så blandt andet de, der kan, arbejder hjemme, i produktionen arbejder vi stor opmærksomhed på afstand, der bliver løbende igennem dagen sprittet af, vi holder ingen fællesmøder, til nødvendige fællesbeskeder bruger vi Skypemøder og så har vi valgt at sende enkelte medarbejdere, der er identificeret som i risikogruppen, hjem som sygemeldte. - På den korte bane har corona-krisen ikke så væsentlig en indflydelse på vores bundlinje, at vi er nødt til at sende folk hjem. På den lange og internationale bane må vi bare se tiden an.
Fællesaftale om lønnedgang Medejer Nikolaj Hust, modetøjsvirksomheden Claire, Ikast: - Vores højeste prioritering har fra begyndelsen været at forsøge at undgå fyringer. Vi ønsker at komme igennem coronakrisen i fællesskab med vores medarbejdere og leverandører. Fra dag et har vi arbejdet med åben kommunikation og været ærlige i forhold til udsigten til udviklingen i omsætning på retail og wholesale. Vores udspil til en fælles lønnedgang lød på 20 procent fra april til udgangen af december. For ejerne er nedgangen i samme periode på over 35 procent. Selv om det virkede voldsomt, gik både medarbejdere, agenter og ansatte i udlandske selskaber med til det. - Vi skylder alle i hele organisationen kæmpe ros for at samarbejde. Alle er klar over situationens alvor og er gået ind i processen i en positiv ånd, selv om vi i princippet hver dag kan møde helt nye udfordringer. - Samtidig kigger vi også på muligheden for at søge støtte via hjælpepakkerne. Men vi er først i gang med beregninger på det.