Dødsfald: Mikrofonen er slukket

Mangeårige speaker på Ikast Stadion og konferencier i byen Gunner Hansen er død

12. maj 2020, 07.19

I fritiden både tegnede og malede Gunner Hansen, der udstillede flere steder i området. Her fra en udstilling på Galleri 7-9-13 i Ikast. Foto: Kim Krasuld

NEKROLOG Sjov, hurtig på aftrækkeren og ofte i leg med ordene, når han over det hule højttaleranlæg på Ikast Stadion annoncerede en scoring eller en heldig vinder på kampprogramnummeret.

Nu er mikrofonen slukket, stemmen tonet ud. Gunner Hansen er død, 79 år gammel.

Gul og blå

Han blev født i Bording, som søn af byens stationsforstander. Her gik Gunner Hansen først på Bording Skole, inden han tog turen på cykel til Ikast og Vestre Skole. Cyklen blev også brugt til at komme til fodboldtræning i Ikast FS. En klub der på mange måder skulle få stor indflydelse på Gunner Hansens liv, og ifølge familien bankede hans hjerte livet igennem gult og blåt.

Da Gunner Hansens far gik på pension, flyttede familien til Silkeborg. Her blev Gunner Hansen kontorelev på Silkeborg Andelssvineslagteri.

Alt imens Silkeborg også blev skænesvanger på en anden bane.

Det skæve udkast

Under en udendørs håndboldkampe på Sølyst-anlægget heppede han fra sidelinjen på de lokale håndboldpiger. I regnvejret under et udkast gled bolden ud af hænderne på den lokale målmand Birthe. Og ramte tilfældigvis lige ind i Gunner, derude på sidelinjen.

Faktisk heldigt nok, for det skæve udkast blev startfløjtet til en livslang kærlighed mellem målmanden og den ramte tilskuer.

Parret blev gift i 1962, og Birthe og Gunner Hansen rykkede til Nordborg på Als, hvor han blev ansat i administrationen på Danfoss. Herfra gik turen over Tulips salgsafdeling i Vejle og til Frisenborg Tagpapfabrik, i dag Icopal, i Ikast.

I 1969 blev Gunner Hansen ansat i Herning Kommunes skatteafdeling. Seks måneder efter var han leder af forskudsregistreringen.

Det blev til sammenlagt 33 år ved kommunen i Herning, og Gunner Hansen sluttede i 2002 som leder af Borgerservice.

I mange år var Herning således hans arbejdsmæssige ramme. Mens han i Ikast med stor glæde lagde entusiasme og sidenhen stemme til alverdens sports- og foreningsliv.

Første håndboldformand

Således blev Gunner Hansen den første formand, da IFS blev udvidet med en håndboldklub, hvor Birthe i mange år vogtede målet for byens bedste kvindehold - og i øvrigt også arbejdede i hallens kantine.

Sammen med sønnerne Torben og Keld foregik en stor del af familiens liv alligevel i hallen, og i 1971 sagde Gunner Hansen første gang ja til at speake en håndboldkamp. Det gjorde han fremover så engageret, at fodboldafdelingen med de flere tilskuere lokkede ham op i den legendariske speakerboks på Ikast Stadion.

Herfra kunne hans karakteristiske stemme med vinden i nord høres helt i sydbyen - når Ikast scorede.

Gunner Hansen var både kendt og elsket lokalt for sin kreative formuleringer og sin evne til at smile gennem mikrofonen. En evne han som garvet speaker erkendte, at man er nødt til at være forsigtig med: »Man kan nemlig aldrig sige undskyld«, sagde Gunner Hansen i et interview til Herning Folkeblad for fire år siden.

Den skaldede midterskilning

Alligevel tog han chancer. Som dengang i forbindelse med publikumssjov i pausen under en 1. divisionskamp. Tre tilskuere skulle forsøge at score på straffespark. Den ene, der gik til 11-meter pletten, var ejeren af det daværende Ikast-værtshus Jacob Skomager. »Nu kommer ham med den brede midterskilning«, kommenterede Gunner Hansen - om den helt skaldede mand. Til stor glæde for Gunner Hansen selv takkede den skaldede skytte ham med et smil bagefter for den gode reklame.

Stemmen brugte Gunner Hansen blandt meget andet også på motorbanen i Nørlund, som konferencier ved talrige lokale modeshows og han rejste en overgang rundt i hele landet for Danske Bank som ham med mikrofonen, der holdt det hele sammen ved bankens større arrangementer, mens engagementet i en årrække også kom den engang så populære årlige byfest, Uldjydefesten, til gode.

Men fodbold og IFS var den altoverskyggende interesse. Som blå-gul var han officielt imod fusionen med Herning Fremad, om end han trofast så alle FC Midtjyllandskampe på tv. Live FCM-fodbold på MCH Arena i Herning sagde han kun ja til én eneste gang.

Karikatur og maleri

Efter pensioneringen fik Gunner Hansen endnu mere tid til en anden privat kreativ passion; tegning og malerkunsten. Han skabte således både karikaturtegninger og akrylmalerier i form af landskaber og portrætter, som han med jævne mellemrum udstillede på gallerier rundt om i Midtjylland.

Ramt af demens flyttede han for to år siden på demensplejehjemmet Højrishave, hvor Birthe hver dag troligt cyklede hen for at besøge Gunner. Her sov han også ind efter for 14 dage siden at være blevet ramt af en hjerneblødning.

Mikrofonen givet videre

Udover hustruen Birthe efterlader Gunner Hansen sig otte børnebørn, og sønnerne Torben, kørerlærer og i dag bosat i USA, og Keld, direktør i et handelsselskab i Vejle og bosiddende i Snejbjerg.

Keld Hansen har i øvrigt for længst selv grebet mikrofonen. Han var således i mange år halspeaker i Ikast Hallen, når ligakvinderne fra Ikast spillede. Præcis som sin far. I dag lyder den karakteristiske Hansen-stemme i Skjern-hallen, når de lokale grønne håndboldherrer spiller.

Gunner Hansen bisættes i morgen torsdag fra Fonnesbæk Kirke i Ikast. På grund af coronavirus kun for indbudte.