Mandfolk på MTB til Ikast

Vægt og størrelse er ikke en hindring for at stige på jernhesten

22. februar 2020, 06.00

Mandfolk på MTB er en ny motionsbølge, der breder sig over det ganske land og nu ogsåkommer til Ikast. Foto: Privat

IKAST Et nyt m motionsfællesskab: »Mandfolk på MTB« vinder indpas over det ganske land. Nu kommer det også til Ikast.

- Fylder du godt i landskabet, er du en mand, og har du en fungerende mountainbike og en cykelhjelm, ja, så skal du tjekke Ikast Atletik og Motions nye tiltag ud. Hos ”Mandfolk på MTB” er det nemlig det sociale, der er i centrum og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj, lyder det fra den initiativtagende klub, der er klar til at sætte det nye tiltag i gang

Farten er ligegyldig

I den nystartede afdeling i Ikast AM handler det om at få flere op af sofaen og ud i naturen:

- Vi starter det her op, fordi vi tror, der sidder folk rundt omkring, som har et ønske om at få noget motion. Men det kan være svært at have mod eller lyst til at motionere sammen med en gruppe, som er i god form og kører hurtigt, siger Kenneth Hildebrand, som er en af initiativtagerne.

- Ingen har lyst til at være den, der kommer halsende efter resten af gruppen, og alle får mest ud af motion med andre på cirka samme niveau. Derfor er der ingen mål på, hvor hurtigt man når rundt, bare man har det sjovt sammen, siger han,

Flere skal bevæge sig for livet

Initiativet er skabt i et samarbejde mellem Ikast Atletik og Motion og Bevæg dig for livet, som i disse år arbejder intenst for at styrke klubberne med henblik på at få flere idrætsaktive danskere.

- Mountainbike er super godt, hvis man vil i gang med at motionere, og man har nogle ekstra kilo. Det er nemt at gå til og perfekt, hvis du vil undgå overbelastninger. Vi arbejder målrettet på at få flere danskere til at være aktive, og med »Mandfolk på MTB« hjælper vi Ikast Atletik og Motion med at gøre netop det, siger Dorthe Mikkelsen, der er idrætskonsulent hos DGI Midtjylland, der er en del af Bevæg dig for livet-indsatsen.

I Ikast er opstarten lige om hjørnet. Helt præcist den 12. marts i klublokalerne på Navervej , og planen er, at der efterfølgende

cykles i Skelhøj Plantage hver torsdag aften.