Bakkehuset er i gang igen: Flere gik forgæves til premieren

Samarbejdet med IBUR om sæsonens første koncert efter corona-krisen blev en succes

4. september 2020, 11.51

Tre unge bands fra Ikast, Randers og og Silkeborg fik æren af at åbne Bakkehuset efter corona-nedlukningen. Bandet Bonad gik først på scenen, og så var der gang i den. Foto: Privat

IKAST

De stor i kø en time før, og det væltede ind med forventningsfulde gæster, da Bakkehuset i samarbejde med IBUR torsdag aften åbnede dørene for sæsonens første arrangement ovenpå corona-krisen.

Og allerede efter få minutter måtte man melde alt udsolgt, og flere gik forgæves.

Bakkehuset skal nemlig leve op til strikse sundhedsmæssige krav. Så da Frekvens Tour - der præsenterer tre talentfulde unge bands fra Randers, Silkeborg og Ikast – skulle afvikles, måtte der være max 70 i salen.

Det betød, at flere måtte gå forgæves til koncerten, som på mange måder blev anderledes – med afspritning af hænder, markeret kø til baren og regler for stole og ophold i salen.

Det til trods var der en forrygende stemning blandt de især mange unge, som dukkede op – og i øvrigt dermed kunne tage de nyrenoverede lokaler i øjesyn.

Der var stor ros til nye farver, ny scene, ny lyd og nyt lys – og øjnene hos spillestedsleder Mette Petrea tindrede om kap med begejstringen hos publikum.

-Det var en forløsning at komme i gang igen – selv under restriktioner. Og herligt med publikums reaktion, siger Mette Petrea, der er glad for samarbejdet med IBUR, fordi det skaber kontakt til mange unge publikummer.

I døren stod derfor Inesa Hamzic og Camilla Schultz, der holdt øje med antallet og afspritning af hænder.

-Hvor er det fedt, at der kom så mange. Men hvor var det hårdt at skulle fortælle nogle bedsteforældre og forældre, som kom for at høre deres familie optræde, at de ikke kunne komme ind, fortæller Camilla Schultz.

Det var også unge fra IBUR som sammen med IBUR-koordinator, Rasmus Hebsgaard, passede bartjansen, mens det fuldtallige publikum hyggede sig med gedigen rockmusik fra de tre bands, Bonad, Downtown July og lokale Heave.

En anden ”anpartshaver” i renoveringsprojektet, musikskoleleder Simon Lindegaard, havde lige så tilfreds en mine på. Han har stået for opsætning af ny lyd og lys.

En perfekt start på sæsonen og en god generalprøve på corona-tiltagene.

Spillestedsleder Mette Petrea og to IBUR-unge, Camilla Schultz og Inesa Hamzic, byder velkommen og sørger for afspritning af publikum. Foto: Privat
Jette Jensen fra IBUR og koordinator Rasmus Hebsgaard passede baren – og passede på alle forskrifter i corona-beredskabet. Foto: Privat