Grøntsagsproducent bliver hotelejer: Månsson i Brande overtager Hotel Dalgas

Den lokale grundlægger af et af landets største økologiske grøntsagsproduktioner Axel Månsson overtager fra 1. september Hotel Dalgas midt i Brande

21. august 2020, 05.14

BRANDE Landmand og grøntsagsproducent Axel Månsson er født og opvokset i Brande. Lidt nord for sin fødeby driver han i dag et af landets største grøntssagslandbrug med en bred vifte af både økologiske og konventionelle grøntsager og blandt andet økologiske æg fra egne høns.

Det gør han så godt, at en kundeporteføljen rummer en række danske Michelin-kokke, der handler direkte hos Månsson og sammen med den midtjyske landmand også bidrager til Månssons produktudvikling.

Og med sine egne dybe rødder i Brande-egnen træder Månsson om få uger selv indenfor i servicefaget. Sammen med sin søn, Asger Månsson, har familien valgt at investere i det historiske Hotel Dalgas i Brande.

Navn efter hedeopdyrker

- Med en central placering på byens brolagte hovedstrøg, og et velkendt navn – der har sit udspring i den navnkundige hedeopdyrker Enrico Dalgas – er der gode rammer for hoteldrift, konstaterer Axel Månsson.

- Vi er glade for, at Marianne og Arne Andersen har valgt at sælge Hotel Dalgas til os efter næsten fyrre års virke på stedet.

Handlen er sket efter det, Axel Månsson i en pressemeddelelse betegner som et kort og konstruktivt forhandlingsforløb, der betyder overtagelse af hotellet allerede 1. september.

- Hos os er der fortsat mange drømme og tanker, som skal bundfælde sig, før vores planer for hotellet er helt på plads. Vi ønsker at skabe en rød tråd fra vores produktion af økologiske æg og grøntsager på bedriften på Grarupvej til restauranten og hotellet midt i byen. Kontakten med kunderne i vores gårdbutik og et positivt samspil med vores gæster ved talrige arrangementer har inspireret os yderligere til at kombinere økologisk jordbrug og råvarer med gæster og madoplevelser. Brande er en driftig by, og vi vil gerne bidrage til at skabe liv i byen, siger Axel Månsson.

Gang i renovering

Han erkender samtidig, at hoteldrift med restaurant er en ny boldgade for familien. Tidligere på året ombyggede familien Månsson Brande Listefabrik til hotelværelser med online bookingsystem, hvor gæsterne selv lukker sig ind. Altså uden reception og spisemulighder.

- Vi er ydmyge overfor opgaven, og derfor ser vi også frem til samarbejdet med nuværende nøglemedarbejdere på Dalgas. Vi vil bruge de gode erfaringer, og også lære nyt – eksempelvis vil vi benytte ekstern designindsigt til at opfriske facade, reception og værelser, siger den kommende hotelejer.

Sønnen Asger Månsson bliver fremover bestyrer af hotellet.

- Han brænder for opgaven og har ganske jordnære mål for hotellet, siger Axel Månsson som familiens talsmand.

Det handler om at skabe et hotel, som er et rart sted at være, og som vil tiltrække mange gæster.

- Vi regner med at have de detaljerede planer for udmøntningen af målene klar i begyndelsen af oktober. Til den tid vil vi præsentere skitser og planer. Men det bliver desværre først, når der styr på corona-situationen.

Åbent på trods af corona

I mellemtiden vil Hotel Dalgas fortsat være åben for gæster alle dage.

- Vi holder åbent, selvom corona-situationen umiddelbart lægger en dæmper på socialt samvær og på en frisk start. Vi glæder os under alle omstændigheder til samarbejdet med byens borgere, virksomheder og ikke mindst - at byde velkommen til gæsterne på hotellet, siger grøntsagsproducenten, der drømmer om at få byens hæderkronede hotel til at spire og gro.

Hotel Dalgas midt i Brande skifter ejer. Grøntsagsproducenten Axel Månsson og hans familie overtager hotellet efter Marianne og Arne Andersen, der har drevet hotellet de seneste tæt på 40 år. Foto: Jørn Deleuran
Axel Månsson vil udnytte synergien fra sit landbrug, når landmanden og hans familie fra september bliver hotelejere. Foto: Henrik Ole Jensen