For mange fejl på Falster: HIH atter straffet af Nykøbing

Herning-Ikast slap grebet og tabte 25-30 i mandagens udekamp mod Nykøbing Falster

1. marts 2021, 21.28

Cecilie Brandt (t.v.) og HIH tabte for anden gang i sæsonen til Nykøbing Falster og Kristina Kristiansen (t.h.). Foto: Ingrid Riis Hovgaard/Lolland-Falsters Folketidende

HÅNDBOLD Fjerdepladsen i Bambusa Kvindeligaen er endnu ikke på sikker grund hos Herning-Ikast Håndbold.

Mandag aften tabte HIH’erne med 25-30 ude mod Nykøbing Falster, der førte med 13-12 ved pausen i Lånlet Arena på Falster.

Dermed mangler Kasper Christensens hold fortsat to point for definitivt at slutte grundspillet som nummer fire - en placering, som hiver ét point med over i slutspillet, og som sikrer adgang til europæisk håndbold i næste sæson.

I november tabte Herning-Ikast hjemmekampen mod Nykøbing Falster, og også mandag blev HIH’erne straffet af falstringenes håndboldhelte.

Gæsterne fik en perfekt start og førte 3-0, men hjemmeholdet svarede hurtigt tilbage i kampen, der blev spillet i et højt opskruet og underholdende tempo.

I en jævnbyrdig første halvleg var det de to holds målvogtere, Falsters Louise Egestorp - med fortid i FCM - og Herning-Ikasts Sabine Englert, som stjal opmærksomheden med mange fine redninger i hver deres ramme.

I begyndelsen af anden halvleg bragte Nykøbing sig foran med 15-13, men så var skarpheden for en stund retur hos HIH’erne, især båret frem af playmaker Simone Petersen, der oparbejdede sig et forspring på 18-16.

Men atter løb fejlmængden af med udeholdet.

Et svagt returløb, tekniske fejl og mange afbrændere på Louise Egestorp kostede dyrt, og så kunne Nykøbing Falster vende kampbilledet i en fase, hvor HIH var uden scoringer i hele ni minutter. Og hvor bagspillerne Stine Skogrand, Helene Fauske og til dels Ingvild Bakkerud ikke ramte niveau.

I stedet bragte hjemmeholdet sig foran med 25-18, og heller ikke i den afsluttende periode formåede et flagrende og ustabilt Herning-Ikast-hold at afvise NFH, hvor særligt playmaker Kristina Kristiansen og venstrebacken Johanna Westberg gjort ondt på de midtjyske gæster.

Kasper Christensen forsøgte sig med forskellige løsninger defensivt som offensivt, men tættere på end 23-25 kom HIH’erne ikke i den hektiske slutfase.

Der resterer fortsat to runder af grundspillet i kvindernes bedste række. HIH mangler at møde Horsens (hjemme) og Skanderborg (ude). To point vil være nok til at cementere fjerdepladsen for Herning-Ikast Håndbold.