Landsholdspiller i kørestolsrugby kommer til Engesvang: - Håndbold og fodbold var jo ligesom udelukket for mit vedkommende

Kristian Bak Eriksen kommer hjem til barndomsbyen Engesvang for at fortælle om sin vej til verdenseliten i kørestolsrugby

Udgivet:03. februar 2023, 20.00

Læsetid:3 minutter

Kristian Bak Eriksen kommer hjem til barndomsbyen Engesvang for at fortælle om sit liv som landsholdsspiller i kørestolsrugby. Foto: Privatfoto

1 måned siden

ENGESVANG 31-årige Kristian Bak Eriksen har siddet i kørestol siden fødslen på grund af en rygmarvsskade. Men han er ikke en lille svækling. Tværtimod ser han næsten faretruende ud med store skuldre og stærke armkræfter. I 10 år har han været på det danske landshold i kørestolsrugby.

Det kommer han til sin barndomsby Engesvang og fortæller om torsdag 9. februar. Det fortæller foreningen Kulturens Venner, der har arrangeret foredraget med ham i kulturhuset.

Kristian Bak Eriksen siger selv:

- Jeg glæder mig til at komme til Engesvang for at fortælle om mit liv. Det er ikke, fordi jeg i dag kender så mange i Engesvang ud over min far, Martin Eriksen, og hans omgangskreds. Nu lever jeg mit liv i København, siger Kristian Bak Eriksen og tilføjer:

- Jeg har absolut ikke noget at udsætte på Engesvang, som jeg flyttede fra som 12-årig. Det var jo et trygt lille samfund, hvor alle kendte alle. Måske var det lidt irriterende, at jeg mest var kendt, fordi jeg jo altid kom rundt med min kørestol. Alle kendte mig, selvom det kun var et begrænset antal, der kendte mig virkeligt som menneske, siger han.

Kom og prøv

Kristian Bak Eriksen har været kendt i sportskredse, for alle i hans familie dyrkede sport, og derfor var han med på sidelinjen i både hallen og fodboldbanen.

- Håndbold og fodbold var ligesom udelukket for mit vedkommende, men jeg har altid drømt om, at jeg også kunne komme til at udfordre min krop og konkurrere med andre. Engang havde min mor mig med ude i en idrætshal til et eller andet »kom og prøv parasport«-arrangement. I den hal havde de nogle el-kørestole, der kunne køre stærkt. Og så var jeg solgt til el-hockey, siger Kristian Bak Eriksen.

Sportsmanden var flyttet med sin mor til Sydsjælland, hvor han med stor iver deltog i spillet el-hockey, hvor man siddende i små el-kørestole spiller hockey med en fastmonteret stav.

- Jeg blev opfordret til at prøve kørestolsrugby. Det kunne man ikke spille i Sydsjælland, men da jeg flyttede til København for at studere, så meldte jeg mig ind en klub der. Og det var bare godt, siger han.

Kørestolsrugby foregår i særligt konstruerede manuelle kørestole, og de to hold på banen skal forsøge at få bolden ned bag modstandernes baglinje.

- Ja, det kan se lidt voldsomt ud. Det er det faktisk ikke. Jo, vi får nogle slag ind i mellem, men i de 10 år, jeg har spillet på landsholdet, har jeg ikke fået flere skader på kroppen, end min far har fået ved at spille badminton, siger Kristian Bak Eriksen.

Flot kvalifikation

Det viste sig, at Kristian Bak Eriksen havde talent for spillet. Der gik kun et år i klubben, før han blev opfordret til at komme på landsholdet, hvor han nu har haft fast plads i 10 år.

- Det har været fantastisk at være med til holdets udvikling. Det har jo været en stor del af vores liv, og det er stort at kunne arbejde professionelt med at udvikle os som personer og som hold, siger Kristian Bak Eriksen.

- Det har været virkelig stort at være med til de store slutrunder, hvor flere har været på hjemmebane i Danmark: VM i 2014, EM i 2019 og VM igen i 2022. Men det største var vel De paralympiske Lege i Tokyo i 2020. Det var et højdepunkt, vi brugte otte år på at kvalificere os til. Stort, understreger han.

Kristian Bak Eriksens liv er dog ikke kun sport. Han har taget en uddannelse indenfor branding og markedsføring og arbejder i øjeblikket ved Coloplast.