Studenterhuen trykker ikke på gymnasiet

Elever på Ikast-Brande Gymnasium raser over forkerte mål på studenterhuer

Udgivet:07. maj 2014, 18.23

Læsetid:2 minutter

Mange af afgangseleverne på Ikast-Brande Gymnasium har fået leveret alt for store studenterhuer af C.L. Seifert. Foto: Arkiv

9 år siden

Rigtig mange elever på landets gymnasier har fået studenterhuer, der er alt for store i forhold til den, de prøvede, da de bestilte hos Den Kongelige Hofleverandør C.L. Seifert.

Det er også tilfældet på Ikast-Brande Gymnasium, hvor mindst 150 elever har fået en for stor hue.

Gymnasieelev på Ikast-Brande Gymnasium Mathilde Munksgaard fortæller, at cirka 230 kommende studenter har bestilt deres hue hos C.L Seifert, og mindst to tredjedele af dem har fået en hue, der falder ned over øjenene.

- Det er rigtig dårlig service. Det er mærkværdigt, at der kan være så mange, der har fået en forkert hue, lyder det fra gymnasieeleven.

På C.L. Seiferts Facebook-side hagler kritikken også ned fra forskellige gymnasier og handelskoler landet over.

Ny målerunde

På andre gymnasier har hueleverandøren tilbudt at sende korkbånd til at fylde huen ud, men fordi katten tilsyneladende fuldstændig er rendt med målene på Ikast-Brande Gymnasium, så har C.L. Seifert simpelthen besluttet at tage målene om.

- Vi kører til Ikast-Brande Gymnasium igen enten mandag eller tirsdag i næste uge, og så laver vi nye huemålinger på dem, som er utilfredse. Vi lever af at lave perfekte huer til glade studenter, og hvis vi har lavet en fejl, skal den selvfølgelig rettes på vores regning, lyder svaret på kritikken fra Anders Eriksen, indehaver af C.L. Seifert.

Du kan læse meget mere om de store studenterhuer på Ikast-Brande Gymnasium i morgen i Herning Folkeblad