Fuldt hus på pædagoguddannelsen i Ikast

VIA Pædagog-uddannelsen i Ikast melder om fuldt hus ifølge optagelsestallene fra VIA University College

Udgivet:01. august 2016, 07.21

Læsetid:2 minutter

VIA Pædagoguddannelsen i Ikast melder om fuldt hus ifølge optagelsestallene fra VIA University College, der blev offentliggjort natten til lørdag 30. juli

7 år siden

IKAST VIA Pædagoguddannelsen i Ikast melder om fuldt hus ifølge optagelsestallene fra VIA University College, der blev offentliggjort natten til lørdag 30. juli. Det betyder, at i alt 118 nye studerende kan gøre sig klar til at pakke rygsækken og starte på deres drømmeuddannelse i efteråret.

Der er dog stadig ledige standby-pladser på pædagoguddannelsen i Ikast. Standby-pladser betyder, at man kan søge om optagelse på en venteliste med garanteret studiestart i år eller til næste år.

Stor tilfredshed blandt nuværende studerende

Ifølge Kristine Buus Johansen, uddannelsesleder ved VIA Pædagoguddannelsen i Ikast, er det kendetegnende for uddannelsen i Ikast, at der er et meget nært studiemiljø, hvor alle kender hinanden. Og stedet emmer af dygtige og engagerede undervisere, der arbejder aktivt med nye læringsformer.

- Vi gør meget ud af at samarbejde med de pædagogiske institutioner i lokalområdet. Det giver de studerende et godt indblik i det pædagogiske arbejdsmarked, de uddanner sig til. Og det pædagogiske personale får glæde af de mange engagerede studerende. Blandt andet er vores valgmodul i kreative udtryksformer med en stærk musikalsk profil meget populær. Både blandt de studerende og til glæde for byens børn, siger Kristine Buus Johansen.

Ledige pladser i andre byer

Hvis man ikke er kommet ind på drømmeuddannelsen, er der mulighed for at søge en af VIAs ledige pladser i andre byer i Region Midtjylland. Det gælder især uddannelser, hvor der ifølge loven er "frit optag" for alle, der opfylder optagelseskravene.

Det drejer sig for eksempel om de dansk- og engelsksprogede ingeniøruddannelser i Aarhus, Horsens og Herning, samt uddannelserne til bygningskonstruktør. Der er desuden ledige pladser på læreruddannelserne i Nørre Nissum, Skive og Silkeborg.

I alt modtog VIA Pædagoguddannelsen i Ikast 332 ansøgninger, hvoraf de 140 havde Ikast som førsteprioritet. Heraf er de 118 blevet optaget. Der er stadig ledige standby-pladser.