Den glade viking med de gode børster

Dan Sweep i Pårup fejrer 25 års jubilæum som gadefejer

Udgivet:14. februar 2017, 05.49

Læsetid:4 minutter

Det startede tilfældigt men i dag 25 år senere har direktør Kai Verner Kristensen, 39 biler og omkring 50 ansatte ?foto Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist

7 år siden

JUBILÆUM Det var et tilfælde og lidt af et sats. En mand uden de store penge på lommen, men alligevel med en vikings kampgejst til at vise, at det kunne lade sig gøre.

Kai Verner Kristensen sidder i dag med omkring 50 ansatte, 39 lastbiler og glæder sig til at kunne fejre sit 25 års jubilæum som selvstændig vognmand til marts

Gadefejer

Dan Sweep som firmaet blev døbt har i et kvart århundrede holdt gader og stræder rene over det ganske danske land og har netop også gjort sin entre på det svenske marked, hvor det midtjyske firma netop har vundet en licitation.

Kai Verner Kristensen er oprindelig uddannet mekaniker og hans snilde for maskinerne var også vejen ind i branchen, hvor han i første omgang blev ansat på fabrikken Beam i Them, hvor man producerede fejemaskiner.

Han blev værkfører og senere også kørselsleder. Senere da firmaet blev opdelt og entreprenørafdelingen solgt fra, fulgte han med som daglig leder.

- Men konkurrencen i branchen var hård, erkender Kai Verner Kristensen.

Selvstændig

Så da arbejdspladsen igen skulle skifte ejer blev han opfordret til, af flere af de faste kunder, til at starte selv.

- Der var flere asfaltfirmaer der var klar til at give mig kontrakter på både to og tre år, så jeg fik med møje og besvær overbevist banken om, at de godt kunne låne mig nogle penge til at starte for, siger Kai Verner Kristensen.

Han kunne selv køre fejemaskinerne, da han under aftjening af værnepligten ved civilforsvaret havde erhvervet sig stort kørekort.

- Den gang troede jeg jo ikke, jeg nogensinde fik brug for det igen, men nu skal jeg såmænd snart på kursus igen for at få lov til at beholde det. Sådan er reglerne jo idag, siger han.

For udover at feje gader og stræder for adskillige danske kommuner og herunder også Ikast-Brande så har Dan Sweep specialiseret sig i at rense rendestensbrønde, også for kommunerne.

Brøndrensningen startede med en gammel rundsnudet Mercedes som blev købt for at supplere i det knap så travle perioder, men den del af forretningen har udviklet sig til, at der i dag tømmes omkring 250.000 rendestensbrønde årligt.

Vandbilen

Det hænder, at der komme nogle besynderlige forespørgsler. Det var for eksempel den måde vandbilen blev født. En kunde bad om at få vandet træer, hvilket jo unægtelig ligger lidt udenfor det Dan Sweep indtil da har begivet sig ud i.

I stedet for at sige "nej", så var svaret: "Giv mig et par dage, så prøver vi at finde en løsning". Det blev starten på vandbilen; men det er samtidig også hele filosofien i Dan Sweep.

Spuler og fejer

Men i sommerhalvåret er det asfaltfirmaerne, der booker Dan Sweeps komptencer.

- Når der skal lægges nyt asfalt, så skærer de i det gamle og har brug for at få fejet restaffaldet sammen inden der kan lægges nyt. Så vi har travlt fra marts og til hen i efteråret. Flere af vores nyere biler kan også højtryksrenset vejarealet samtidig med, at det bliver fejet. Det bruges jo ikke så mange kemikalier som tidligere, så det er vigtigt, at fladen er helt ren inden der kan lægges nyt asfalt, forklarer Kai Verner Kristensen.

Pårup domicil

Siden 2002 har han holdt til på Viborgvej mellem Pårup og Engesvang, hvor der er administration og værksted for de mange biler, der alle er udstyret med et logo med den glade stærke viking, der har lidt af et krasbørstigt skæg, der har visse ligheder med de store børste, som konstant snurrer under vognparken, der ruller ud fra domicilet.

- Jeg kan godt li lidt fis og ballade. Det skal ikke være så stift, siger han.

Vinterperioden er den stille tid og derfor kan man godt sige, at det også et oplagt tidspunkt at markere jubilæet; men det er rent faktisk første marts, der er dagen.

Lørdag den 3. marts er der linet op til stor fest med flere hundrede inviterede gæster, der blandt andet kan se frem til at møde god musik og underholdning med kendte ansigter i underholdningsbranchen

Ti år mere

Den 58-årige direktør håber på, at han kan blive ved med at sidde i spidsen for firmaet i endnu ti år, men har allerede gjort sig nogle tanker om, hvordan det kan drives videre.

- Man kommer i alt fald ikke sovende til det. I sommerperioden sover jeg med min telefon - det er der nemlig ingen andre, der har lyst til... siger den snart jubilerende direktør fra Dan Sweep i Pårup.

Den første mobiltelefon som blev indkøbt hos Dan Sweep kostede 13.000 kroner og er stadig i firmaet - dog lagt i gemmerne ?foto Laila Kempel
Kai Verner Kristensen kan stadig selv køre sine biler, men det sker ikke så tit, erkender han ?foto Laila Kempel
Dan Sweep fejrer gader og stræder over det ganske danske land. Virksomheden har domicil på Viborgvej i Pårup og blev startet for 25 år siden af Kai Verner Kristensen ?foto Laila Kempel