Skum og farver: Festivad i Isenvad bliver afløst af en fest for de unge fra 6-18 år på fredag

Byfesten Festivad bliver på grund af corona i jubilæumsåret afløst af en fest for de unge fra 6-18 år

5. august 2020, 16.00

Festivad har i 24 år trukket mennesker til området ved Sportspladsen - som her fra sidste år. I år bliver byfesten i Isenvad erstattet af en ferieafslutningsfest for de unge på fredag og planer om en julefrokost i december. Foto: Jacob Hove

ISENVAD Normalt summer Isenvad i den kommende weekend af Festivad, den årlige byfest.

Det har den gjort de seneste 24 år - og derfor skulle arrangementet i år have været 25 års jubilæum.

Men corona ville det anderledes.

- Det stod hurtigt klart for os, at vi var nødt til at aflyse. Det var vi naturligvis ærgerlige over, men det var en enig og helt naturlig beslutning, situationen taget i betragtning, siger Carsten Eskildsen, kasserer i Festivad-udvalget.

Men sammen med resten af Festivad-udvalget glæder han sig over, at kommunens udvidede Aktiv Sommer-program gav alternative muligheder for alligevel at skabe et arrangement for unge mennesker.

Begrænsede pladser

Det betyder, at Festivad-udvalget i stedet for den stort anlagte byfest på fredag eftermiddag arrangerer en ferieafslutningsfest for de 6-18-årige.

Her vil Sportspladsen i Isenvad være blandt andet color-run, skumdiskotek, slush ice og pølsebod.

Med corona-restriktionerne som rammen om arrangementet kræver ferieafslutningsfesten tilmelding på Ungdomsskolens hjemmeside, usk.dk., og af hensyn til restriktionerne er der kun plads til 85 deltagere.

- Ingen faciliteter i området er åbne, så alle skal klæde om hjemmefra. Og af hensyn til både colorrun og skum foreslår vi, at de unge møder op i tøj, der hverken er sart overfor farver eller skum, lyder rådet fra Carsten Eskildsen.

Jubilæum udskydes

Festivad-udvalget, som er et foreningssamarbejde i Isenvad, har også allerede besluttet, at fejringen af byfestens jubilæum udskydes til næste år.

- Vi var i fuld gang med jubilæumstanker. Dem holder vi til næste år, og så har vi også tanker om i stedet at lave en julefrokost i december. Derfor er det fint, at der nu også sker noget for de unge og børnene, siger Carsten Eskildsen.