FC København sælger Jens Stage til Werder Bremen

Efter at have vundet det danske mesterskab skifter Jens Stage nu fra FC København til Werder Bremen.

Udgivet:29. juni 2022, 16.37

Læsetid:1 minut

Jens Stage skal spille for Werder Bremen efter sit skifte fra FC København.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Jens Stage, der har spillet 111 kampe for FC København, er solgt til Werder Bremen, der lige er rykket op i Bundesligaen.

Det oplyser FCK og Werder Bremen onsdag på deres hjemmesider. Ingen af fodboldklubberne oplyser detaljer om kontraktlængde eller salgssum.

Skiftet er både vemodigt og veltimet for den 25-årige midtbanespiller, der i den forgangne sæson var med til at vinde det danske mesterskab med FCK.

- Det er vemodigt at tage afsked, for jeg har haft så mange store oplevelser her.

- Jeg har spillet europæisk, vundet mesterskabet, fået debut på A-landsholdet og udviklet mig meget, og med mesterskabet, vi sikrede os, synes jeg også, at timingen er rigtig nu for mig.

- Det var vigtigt for mig, at jeg var med til at sikre klubben den titel, inden jeg tog videre, siger Jens Stage til klubbens hjemmeside.

FCK-sportsdirektør Peter Christiansen oplyser, at der også har været interesse for Jens Stage i de to seneste transfervinduer, uden at det medførte et salg ved de lejligheder.

- Han skifter nu til en af de helt store ligaer, og hans personligt store drøm om at spille i Bundesligaen går hermed i opfyldelse. Det kan han og alle, der har hjulpet ham på rejsen hertil, være rigtigt stolte af.

- Salget af Jens understreger igen, at vi har en stærk model og vej til at sende spillere videre til de største ligaer i Europa, fordi det er et naturligt næste skridt, hvis man præsterer for FCK, siger Peter Christiansen.

Jens Stage kom til FCK fra AGF i sommeren 2019. I alt spillede Jens Stage 206 kampe for de to danske klubber og scorede 32 mål.

/ritzau/