
Y’s men er igen på mærkerne
Fonnesbæk-klubben delte rundhåndet ud af overskuddet fra årets julemærkesalg
Udgivet:27. marts 2023, 14.30
Læsetid:3 minutter
Fonnesbæk Y’s men’s Club havde inviteret årets 13 modtagere af overskuddet på kaffe og wienerbrød i Fonnesbæk Kirke.Foto: Laila Kempel
2 måneder siden
FONNESBÆK Forleden kunne en række arbejdssomme foreninger og organisationer gå glade hjem fra et hyggeligt kaffemøde i Fonnesbæk kirke.
De havde nemlig fået penge på lommen.
Den glade giver, Fonnesbæk Y’s Men’s Club var ikke bare vært ved kaffe og wienerbrød. De delte også rundhåndet ud af det overskud, som de havde fået efter salget af det årlige julemærke, som de hvert år udgiver med hjælp fra en lokal kunstners streg.
I 2022 var det Ikast-kunstneren Jens Christian Jensen, der også helt bogstaveligt havde været på mærkerne og havde lavet et værk med mange blålige og ældre julemærker, der med Jens Christians Jensens sædvanlige formsans og assemblage-gen var pertentlig sat op på en plade formet som et hjerte.
Salget af hovedværket, der er brugt som motiv på julemærket og til-og-fra kort har givet en samlet indtægt på 149.000 kroner. De 38.000 kroner var delt ud på forhånd til de mange frivillige hjælpere, der har bistået ved at være sælgere. Det er blandt andet spejderkorps og andre foreninger, der har haft opgaven ud fra devisen: Man skal yde, før man kan nyde.
- Vi ville ikke have nået så flot et resultat uden jeres hjælp, sagde formanden for julemærkeudvalget Christen Østergaard med et ønske om, at dagens gæster igen meldte sig under fanerne til efteråret, når 2023 udgaven kom på gaden.
Hovedparten af årets overskud, der i øvrigt er det største i de 16 år, Y’s men’s clubben har udgivet et julemærke, går til Hospitalsklovnene, der fik 32.000 kroner til deres daglige arbejde på Gødstrups børneafdeling.
FDF i Bording vil bruge deres 4500 kroner til at investere i et nyt transportabelt køkken, så det bliver lettere at tage på lejrtur med de yngste medlemmer.
De grønne pigespejdere fra Bording har rejseplaner til sommer og vil bruge deres 5000 kroner på at rejse ud i rigsfællesskabet og besøge Færøerne.
Kræftens Bekæmpelse fik 5000 kroner til deres fristed, Ruskjærholm, hvor der er planer om at gøre gåturene i området tilgængelige for flere, ved at indrette en togvogn så det er muligt at tage en hvilepause undervejs.
Folkekirkens Dagligstue i Ikast fik 5000 kroner til deres arbejde på værestedet, der oplever større og større søgning.
Hestlund Efterskole modtog et bidrag på 4000 kroner, og KFUM spejderne i Engesvang fik 5000 kroner.
KFUM spejderne i Ikast fik 5000 kroner, som de vil bruge som et bidrag til sommerens lejrtur til Norge, hvor de skal besøge nogle nye spejder-venner, som de fik sidste år på den store fælles lejr for alle spejderkorps.
KFUM-spejderne i Ejstrupholm mødte nok også nye venner på den store fælles lejr. Men de var også så uheldige, at en hvirvelvind hærgede gennem lejren og ødelagde et af deres telte. Så de vidste godt, hvad deres donation på 8000 kroner skulle gå til.
FDF i Ikast vil investere deres 3000 kroner i en ny trailer. KFUM og KFUK har planer om at indrette en kreakælder i Kirkecentret og vil kanalisere deres bidrag på 3000 kroner til det projekt.
Åben Familieteam, der arbejder under kirkerne fik 10.000 kroner til arbejdet med at skabe et socialt netværk for udsatte familier, der skal inviteres til arrangementer og udflugter.
På Uhre Friskole er eleverne fra 6. klasse i gang med at planlægge en lejrtur til Bornholm, og derfor var bidraget på 3500 kroner et kærkommet bidrag til besøget på solskinsøen.
Fonnesbæk Y’s Men’s klub kunne således uddele i alt 96.000 kroner.
Produktionen af årets julemærker og kort er i øvrigt uden omkostninger, fordi klubben allerede har sikret sig sponsorer til den udgift.
- Vi har i de 16 år, vi har arbejdet med projektet i alt uddelt 1.666.000 kroner til sociale formål i Ikast-Brande Kommune, konstaterede Christen Østergaard.