Plan for tandplejen - måske centralisering i Ikast

Udvalg indstiller til byrådet, at den kommunale tandpleje bliver centraliseret i Ikast

Udgivet:04. maj 2018, 14.59

Læsetid:2 minutter

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

5 år siden

ikast-brande - Det her er på ingen måde en vindersag.

Således karakteriser Simon Vanggaard (DF) spørgsmålet om den fremtidige struktur i den kommunale tandpleje.

Han er formand for Børne- og Undervisningsudvalget, der netop har kommet med forslag til, hvordan strukturen skal se ud i fremtiden.

- Der er tale om en langsigtet plan, nærmest en femårsplan, forklarer udvalgsformanden.

Fra udvalgets side indstiller man dog til vedtagelse i byrådet, at der sker en centralisering af den kommunale tandpleje, især i Ikast.

Her går indstillingen på, at de nuværende tre klinikker bliver til én. Der vil tillige være en kommunal klinik i Brande, og så skal man se nærmere på de to klinikker i henholdsvis Bording og Engesvang.

- Her er ikke truffet nogen beslutning, men kravene til indretning af en kommunal klinik bliver stadig højere, og det skal så vurderes, om klinikkerne lever op til kravene, siger Simon Vanggaard (DF).

Endelig fortsætter ordningen med private tandlæger indtil videre i det tidligere Nørre Snede Kommune.

Hvad angår det sidste, var der dog tale om et splittet udvalg, idet Simon Vanggaard og Trine Meldgaard Kristensen (DF) samt Gert Bækgaard og Thomas Østergaard (V) stemte for at bevare ordningen, mens Kirsten York Helms (K) samt Anne Ravn Bach og Kasper Pauli (S) stemte imod.

God tandsundhed

- Mor han borede slet ikke.

Den replik bliver mere og mere hyppig i børnefamilierne rundt om i Ikast-Brande Kommune.

Tallene viser nemlig, at tandsundheden i Ikast-Brande Kommune er helt i top, og det bliver endnu mere imponerende i betragtning af, at uddannelsesniveauet i Ikast-Brande i forhold til mange andre kommuner ligger forholdsvist lavt, hvilket plejer at afspejle sig i tandhygiejnen.

Blandt de yngste, der i denne sammenhæng er de fem-syv-årige er der dog sket en stigning i antallet af huller i tænderne, men generelt er sundheden i børnenes tænder rigtig god. 73 procent af de 15-årige i kommunen kan således prale med tænder uden huller.

De fine tal har givet anledning til tandpastasmil i Børne- og Undervisningsudvalget, der har set på statistikken.

- Tandplejen har analyse-arbejdet i orden næsten ned til den enkelte tand, så det er tal, som vi kan stole på og være glade for, konkluderer Simon Vanggaard (DF).