Dimission i skyggen af corona

Dimissionen på Handelsgymnasiet Ikast-Brande blev i år holdt på en noget anderledes måde. Eleverne fik hver deres egen lille 10-minutters ceremoni

26. juni 2020, 15.21

Dimissionen 2020 vil på Handelsgymnasiet Ikast-Brande på Bøgildvej i Ikast blive husket som en meget alternativ af slagsen. På grund af corona-situationen var det ikke muligt at samle flere hundrede personer til fællessang, håndtryk og krammere i ét stort lokale, og derfor fik hver enkelt student og deres forældre en mini-dimission på 10 minutters varighed. Her ses 19-årige Frederik Christensen med sin nye hue. Til venstre ses uddannelsesleder Elisabeth Egholm Jacobsen og engelsklærer Diana Pedersen. Til højre ses studentens mor, Helle Poulsen, og lærer i international økonomi, Jan Thykær. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST 2020 vil for evigt blive husket som året, hvor coronavirus gjorde, at intet var, som det plejede.

Det gælder også for de ellers så traditionsrige dimissioner, hvor nybagte studenter i generationer er blevet hyldet efter samme skabelon.

Men i år vil det ikke gå an at samle flere hundrede studenter, forældre, bedsteforældre og søskende samt skolens personale i ét lokale til fællessang, håndtryk og krammere.

Ved Handelsgymnasiet Ikast-Brande på Bøgildvej i Ikast valgte man derfor, at eleverne og deres forældre blev tildelt hver 10 minutter, hvor de skulle ind i et klasselokale og have deres eksamensbevis og et tillykke af deres kontaktlærer og en anden lærer fra klassen.

Derefter kunne de små hold gå i kantinen og nyde et glas Asti, vand, kaffe eller te og et stykke kransekage.

Småt - men mere personligt

I den normalt så fyldte kantine sad således kun tre personer, da avisen kiggede forbi.

Det var 18-årige Andreas Jespersen fra 3.b. Han sad med sine forældre Susanne og Peter Jespersen.

- Helst ingen billeder. Jeg kommer lige fra en fest. Men jeg vil gerne snakke, lød det fra den tydeligvis trætte student.

Han var ret afklaret med den atypiske måde at afvikle dimissionen.

- Som situationen er, kan det nok ikke være anderledes. Det gør mig ikke noget. Jeg har fået mit eksamensbevis, og nu skal jeg hjem og sove. Sådan havde det også været, hvis dimissionen var foregået som normalt, konstaterede Andreas Jespersen.

Peter Jespersen overtog ordet for den trætte unge mand.

- Som jeg husker det fra min egen dimission, sad vi 200 mennesker samlet og sang »Jylland mellem tvende have«. Det var en speciel oplevelse, sagde faren og tilføjede, at den alternative dimission i 2020 på en måde virkede mere personlig - så helt skidt var det bestemt ikke.

Fest, fest og flere fester

I et klasseværelse gjorde 19-årige Frederik Christensen fra 3.s. sig klar til sine 10 minutter.

Eller faktisk var det lige uden for døren til de grønne områder på grund af den heftige sommervarme.

Frisk luft var et godt valg, for den unge mand var ganske træt, og det samme var hans mor, Helle Poulsen, efter at have lagt hus til en studenterfest hele natten.

- Diskoteker og barer er jo lukket, så de må feste hjemme, lød det med et smil fra moren.

Den officielle ceremoni med en rose, et eksamensbevis og nogle tilhørende ord blev foretaget af uddannelsesleder Elisabeth Egholm Jacobsen samt engelsklærer Diana Pedersen og lærer i international økonomi Jan Thykær.

Den alternative dimission var ikke helt det, Frederik Christensen havde set frem til.

- Det er en fin løsning på tidens problem, men det er lidt træls, at man ikke får mulighed for at fejre det med alle de andre, sagde han efterfølgende, da han var på vej til kransekage og Asti i kantinen.

Noget er dog stadig helt som det plejer i forhold til at være nybagt student: Den utrættelige trang og evne til at feste.

- Nu skal jeg hjem og sove lidt. Så skal jeg rydde op og gøre klar til en fest i aften, og så begynder jeg på et sabbatår, når vi engang har festet færdige. Men vi skal også lige ud på studenterkørsel mandag og tirsdag, sagde Frederik Christensen.

Modtog pris og legat

En anden af de mange »10 minutters-dimissioner« fik et ekstra element.

Det skete, da Anne Sofie Hejsel fra 3.g. ud over sit eksamensbevis modtog en pris.

Lærergruppen havde valgt hende som en værdig modtager af årets Løvbjerg-legat.

Begrundelsen lød: »Anne Sofie er en meget selvstændig og initiativrig pige, der i helt særlig grad har formået at få skole og sport til at gå op i en højere enhed. Anne Sofie har været en del ude af huset på grund af sporten, men hun har aldrig forsømt sine lektier eller muligheden for at sparre med lærerne, når hun har været væk, hvilket også har resulteret i, at hun har været udpeget som sprogtalent, har fået elevplads hos PIU-England samt opnået et af skolens allerhøjeste karaktergennemsnit. Anne Sofie er derudover god til at engagere sine klassekammerater i såvel faglige som sociale aktiviteter, hun er en teamplayer med et stort overskud, hvilket gør hende meget vellidt af såvel klassekammerater som klassens lærere«.

Også hun kunne efterfølgende nyde et velfortjent glas hvidvin samt kransekage i fællesområdet.