Pantpenge til håndbolden: Et plaster på såret

Pantpenge et lille plaster på såret efter et år uden indtægt fra Hannibal Cup

16. april 2021, 05.06

Kristian Blåbjerg Kruse afleverede en check på 1954 kroner fra pantkunder, ligesom Føtex årligt spæder til med 5000 kroner til Ikast FS Håndbold. Nikolaj, Victor, Silas og Villads var sammen med deres træner Kristina mødt frem for at tage mod pengene. Foto: Tom Laursen

IKAST Hver gang en Føtex-kunde går ind i flaske-afleveringen står vedkommende overfor et valg.

Når automaten har slugt flaskerne, skal kunden trykke på pantknappen. Der spyttes så en lille lap ud, der fortæller, hvad man får tilbage i pant, og dette beløb kan så trækkes fra ved kassen.

Der er dog også en anden mulighed.

Under pantknappen er der endnu en knap, og hvis man trykker på den efter at have afleveret panten, ja så får man ingen kvittering, men til gengæld ved man, at man har støttet et godt formål, nemlig ungdomsafdelingen i Ikast FS.

I går blev regnskabet så gjort op for det seneste halve år. Det blev til i alt 1954 kroner fra kunderne i Føtex til håndbold-ungdommen.

- Vi giver så et ekstra bidrag i form af 5000 kroner årligt, siger service- og personalechef hos Føtex i Ikast, Kristian Blåbjerg Kruse.

Han er selv aktiv indenfor håndbolden, hvor han er træner i Lind, så han synes, at panten går til det helt rigtige.

- Vi har da også planer om at fortsætte med denne hjælp fra vores kunder til håndboldungdommen, siger han.

Og skønt der ikke er tale om noget astronomisk beløb, så er man mere end glad.

Alle håndsrækninger hjælper nemlig på det store hul, som coronaen har skabt i form af manglende indtægter fra klubbens store årlige cup.

Det drejer sig om Hannibal Cup, der skønsmæssigt skaber et overskud på 275.000 kroner. Disse penge går til den almindelige drift af foreningen, men også til hjælp, når ungdomsholdene deltager i diverse stævner rundt om i landet.

Og de unge mennesker savner i den grad at kunne træne på normal vis.

- Vi har jo ikke kunnet spille inde, men nu går vi i gang med at træne ude. I øjeblikket arbejdes der på at skabe en turnering udendøre, siger træneren for U11-drengene, Kristina Black Ladrock.

Under nedlukningen har de unge håndboldspillere i Ikast FS blevet præsenteret for flere forskellige alternative træningsmetoder i bestræbelserne på at bevare de unge i fællesskaber samt putte lidt motion ind i dagligdagen, men der er ingen tvivl om, at de efterhånden længes mod de gode gamle dage med den gode gamle træning, men den får de altså nu i det fri.

Trods den noget anderledes sæson har Ikast FS fortsat omkring 200 spillere i ungdomsafdelingen.