Eneste deltagere fra Ikast: På vej til Paris på to hjul

Mogens Ravnholt Jensen er den eneste deltager fra Ikast på dette års Team Rynkeby

Udgivet:29. maj 2022, 14.45

Læsetid:2 minutter

En af mange lokale sponsorer for Mogens Ravnholt Jensen er Vestjysk Bank, der her ønsker »deres« rytter en rigtig god tur til Paris. Foto: Privatfoto

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

RYNKEBY 59-årige Mogens Ravnholt Jensen bliver den eneste repræsentant fra Ikast, når det vel nok største cykelhold i forbindelse med Tour de France sætter kursen mod Paris.

Det drejer sig naturligvis om Team Rynkeby, der cykler til fordel for Børnecancerfonden. Det store danske velgørenhedshold triller ind i den franske hovedstad nogle dage før, det egentlige felt af professionelle cykelryttere udkæmper det endelige slag om, hvor der skal være årets Tour de France-vinder.

Direktøren fra Ikast er den eneste fra Ikast, der i år er med på Team Rynkeby-holdet, der sammenlagt stiller med 2600 ryttere. De er dog opdelt i regioner, og Mogens Ravnholt Jensen er blandt de omkring 60 ryttere, der udgør Midtvest-holdet. Regionsholdene cykler hver for sig, men samles umiddelbart inden Paris, hvor de gule ryttere bliver særdeles synlige, når de ruller ind i Paris efter at have tilbagelagt de omkring 1200 kilometer fra Danmark.

Konditallet forbedret

Det er ikke noget nyt at cykle langt for Ikast-direktøren, der som ung blandt andet deltog i cykelløbene Skandinavien Rundt og Paris-Brest-Paris, der begge var på nogenlunde den distance, som turen til Paris byder på.

Men det var dengang.

- Sidste sommer tog jeg cyklen med på sommerferie i Nordsjælland, og her fandt jeg ud af, at det stod skidt til med kondien, fortæller Mogens Ravnholt Jensen.

Men i stedet for at sælge cyklen, blev han enig med sig selv om, at det skulle være løgn.

Han meldte sig til Team Rynkeby, og så gik han ellers i gang med træningen.

Han erkender, at det var mere end hårdt i starten, men konditallet er stærkt forbedret.

Ikastboen glæder sig til oplevelsen og samværet med alle de andre på Rynkeby-holdet.

Det er vigtigt for ham at understrege, at deltagerne på Team Rynkeby selv betaler for alt. Lige fra cykel til kost og logi samt cykeltøj. Alle donationer går ubeskåret til kræftramte børn.

Man kommer langt fra sovende til at blive en aktiv del af Team Rynkeby. Kravet er deltagelse i en række fællestræninger med det regionshold, som man skal følges med til Paris. Hertil kommer så individuel træning på cyklen, så det bliver skønsmæssigt til 5000 kilometer træning, inden det bliver alvor med cykelturen til Frankrigs hovedstad.

Her bliver Mogens Ravnholt Jensen »samlet« op af sin hustru, og derefter tager de så på en velfortjent sommerferie.