Restriktioner lempes: Plejecentre genåbner efter uger med lave smittetal

Smittetallene i Ikast-Brande Kommune er så lave, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu giver grønt lys til at fjerne restriktionerne på kommunens plejehjem

9. februar 2021, 15.10

Vaccine: Nytårsaftensdag ankom de første vacciner til Rolighedsparken i Ikast-Brande Kommune. Sidste uge kunne kommunen meddele, at alle beboere på plejcentrene har fået begge coronavacciner. Det er blandt andet det, der gør, at besøgsrestriktionerne nu kan lempes Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE Siden 23. november 2020 har plejecentrene i Ikast-Brande Kommune været underlagt forskellige besøgsrestriktioner.

Det har blandt andet betydet, at besøgene har foregået udendørs, eller at kun enkelte pårørende har haft adgang efter at have bestilt tid til besøg. 23. december blev restriktionerne forlænget, men de bliver nu ophævet efter en række uger med faldende smittetal i Ikast-Brande.

Det fortæller kommunaldirektør Flemming Storgaard.

- Restriktionerne for besøg bliver ophævet fra i morgen, onsdag, siger Flemming Storgaard, der netop har modtaget den glædelige nyhed tirsdag eftermiddag.

- Vi er i gang med at informere alle kommunens plejecentre, uddyber kommunaldirektøren.

Selvom alle frit kan besøge de ældre på plejecentrene fra i morgen, vil der stadig gælde restriktioner. Blandt andet skal besøg foregå på beboernes stuer. Det ændrer dog ikke på glæden hos kommunaldirektøren.

- Det er virkelig et lyspunkt i en kold tid. Vi har glædet os meget til igen at kunne byde pårørende, venner og andre besøgende gæster velkommen på vores plejecentre igen. Jeg er sikker på, at I alle har været ventet med stor længsel fra vores beboere, siger Flemming Storgaard.