65 års ægteskab: Man går aldrig galt i byen med et godt godnatkys

Anne Marie og Alfred Balle har i 65 år praktiseret ordsproget: Lad ikke solen gå ned over din vrede

20. marts 2021, 05.04

Anne Marie og Alfred Balle kan ikke leve uden blomster. Det har været en vigtig del af hele deres liv sammen. På mandag fejrer den krondiamantbryllup. Foto Henrik Ole Jensen.

IKAST I 65 år har de overholdt det, som de lovede hinanden i Gjern Kirke 22. marts 1956: At elske og ære hinanden og at leve med hinanden både i medgang og modgang.

Foreløbig rækker det til et krondimantbryllup. Men tælles de tre års forlovelse med, så nærmer parret, der i år fylder 86 og 89 år, sig en anden mærkedag: et jernbryllup.

Færdigvaccineret mod corona er de klar til at nyerobre verden efter en lang vinter, hvor de har savnet det fysiske samvær med den store familie, der tæller 4 børn, 11 børnebørn og 14 oldebørn. De to yngste oldebørn er netop kommet til i januar, da et sæt tvillingedrenge meldte deres ankomst.

Blomstrende liv

Anne Marie og Alfred Balle venter også med længsel på at få havestuen tømt for de mange overvintrende planter og få fingrene i havens muld.

Blomster har nemlig en særlig plads hos parret, der slet ikke kan leve uden, som de siger.

Sammen videre til Bording

I første omgang var de sammen om at drive gartneri, der solgte både grøntsager og blomster. En virksomhed, de havde overtaget efter Alfreds forældre.

I 1969 søgte og fik de begge arbejde ved Bording Kirke. Alfred blev graver, mens Anne Marie blev kirketjener. Familien rykkede op og flyttede ind i en tjenestebolig i Bording Kirkeby, hvor de ligeledes kørte parløb.

I 1994 kunne de fejre 25-års jubilæum og valgte samtidig at sige farvel til et aktiv arbejdsliv.

Hus og have

Tiden var til at begynde på et aktivt seniorliv, samtidig med de købte hus i Ikast.

Her var der en parcelhushave, der hurtigt blev Alfreds domæne med blandt andet hundredvis af Fuchsia’er

Anne Marie holder sig indenfor, når det handler om blomster. Her er det orkideer, der er den store interesse.

Sammen har de også en masse blomstrende oplevelser fra ferieture til både Madeira, Azorerne og Holland.

Men Anne Marie Balle er også en særdeles udadvendt person, som fra begyndelsen i Ikast engagerede sig som både besøgsven og frivillig hjælper ved Folkekirkens Dagligstue.

Vintertravlt med ingenting

- Men vi kan jo ingenting nu. Hele vinteren har vi bare siddet herhjemme ... Jeg venter bare på at komme af sted, siger Anne Marie Balle.

- Vi har haft så travlt hen over vinteren ... ja, med at lave absolut ingenting, siger parret, der klarer alle opgaver i hjemmet uden nogen former for hjælp.

Opskriften på deres lange fælles liv er ganske kort og består af et enkelt ord: kærlighed.

- Men vi har sagt til vores børnebørn, at man skal sørge for at hjælpe hinanden gennem tykt og tyndt.

- Vi bliver mere og mere afhængige af hinanden og har også altid levet efter det gamle ordsprog: Lad ikke solen gå ned over din vrede, og så går man jo ikke fejl af at lægge sig til at sove hånd i hånd, og med et ordentlig godnatkys efter en god dag, siger Alfred Balle.

Parret havde varslet den nærmeste familie med børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn, at de skulle reservere krondiamantbryllupsdagen.

- Vi er 39, når vi er her alle sammen, men det kan så ikke blive på dagen. Heldigvis bor de alle i Jylland, så vi kan - når det hele åbner lidt op igen - se frem til en travl tid, hvis vi skal besøge dem alle sammen, siger Anne Marie Balle, der sammen med manden glæder sig til krondiamantbryllupsdagen.