
Triatleterne er tilbage: Nu bliver det hele godt igen
Ikast Triatlon er klar til at genoptage sæsonen med en ny træner. Uden udsigt til stævner i horisonten lægges ekstra vægt på fællesskab og hygge
Udgivet:31. maj 2020, 07.00
Læsetid:4 minutter
Malde Madsen er glad for sit valg om at begynde til triatlon. Sjældent har han oplevet så godt et sammenhold, fortæller han. I tiden træner holdet maks 10 personer samtidig. Foto: Henrik Ole Jensen
3 år siden
IKAST 11-årige Malde Madsen klikker hjelmlåsen i og sætter sig op på sin cykel. Med cykelhjelmen fastspændt triller han smilende over til sine nye holdkammerater i Ikast Triatlon - IskTri.
Om lidt skal triatleterne ud på en 25 kilometer lang rute med bakkeintervaller omkring Munklinde.
Det er et glædeligt gensyn for Malde Madsen, som er nyeste medlem hos Ikast Triatlon. Han er fra Bording og har i store dele af sit liv gået til svømning.
- Jeg elsker at svømme, men jeg fik lyst til at udfordre mig selv noget mere, og så hørte jeg om triatlonklubben. Derefter tog jeg springet og mødte op tidligere på året, fortæller Malde Madsen.
Han føler sig med det samme som en del af fællesskabet i klubben, og Malde Madsen er ikke i tvivl om, at han har truffet den rigtige beslutning ved at begynde til triatlon.
- Men så skete der alt det med corona, og det vendte op og ned på det hele, men vi har kunnet træne sammen på en anden måde alligevel med selvtræninger. Min favoritdisciplin er vel nok stadig svømning, men det er jo ret svært at svømme, når svømmehallerne er lukkede, siger Malde Madsen.
Overraskende fællesskab
Malde Madsen er yngste triatlet på holdet, og han var en smule nervøs for, hvordan han ville passe ind.
Den ældste på det unge hold er 17 år, men det har vist sig, at alderen intet betyder.
- De er nogle fantastiske venner, og jeg er bare så glad for, at jeg er kommet med i fællesskabet. Det har overrasket mig, hvor godt fællesskabet er. Det er tydeligt at mærke, hvordan vi tager os af hinanden, og det har der også været brug for, når corona har vendt op og ned på det hele, understreger Malde Madsen.
Ikast Triatlon fulgte tilbage i marts retningslinjerne fra myndighederne, Dansk Idrætsforbund og Triatlon Danmark. Det betød, at træningen blev aflyst. Men triatleterne har fået tilrettelagt programmer og har også kunnet cykle samt løbe sammen i naturen. Det er imidlertid svært at gennemføre en triatlon uden svømning. Derfor skal triatleterne i den kommende tid træne i åbent vand. Det fortæller Pia Aarslev fra Ikast Triatlon.
- Vi begynder eksempelvis med at cykle til Fuglsan Sø i Herning og træner svømning der, siger Pia Aarslev.
Gymnasten blev cykeltræner
Pia Aarslev er glad for, at de unge triatleter nu igen kan træne ordentligt sammen og mærke det fællesskab, som triatleterne fremhæver.
Derudover kan klubben også præsentere en ny træner for cykelholdet.
Det er 19-årige Tobias Vinther. Han har tidligere begået sig som gymnast, men nu er hans glæde også kastet over på cyklingen.
- Jeg arbejder som lærervikar i mit sabbatår, og det var en fra skolen med relation til klubben, som anbefalede mig. Det lød spændende, og jeg nyder i den grad at træne de unge triatleter, siger Tobias Vinther.
Han roser det høje niveau blandt triatleterne, men ligesom Malde Madsen er han også positivt overrasket over sammenholdet.
- Det er tydeligt, at alle er velkomne her, og de har taget godt imod mig som person og mine programmer, så det tegner godt, lyder det fra cykeltræneren.
Tobias Vinther fremhæver da også sammenholdet som værende ekstra vigtigt i en tid, hvor stævnerne ligger langt ude i fremtiden.
- Nu skal vi hygge os og have det sjovt, mens vi bygger på, og så bliver det hele godt igen, siger Tobias Vinther.
Cykelbrillerne skubbes ned, og triatleterne klikker skoene fast i pedalerne. Forude venter en skøn cykeltur i det smukke majvejr og en masse timer med et uvurderligt sammenhold hos Ikast Triatlon.


