Brandit bryder op: Livet er mere end lagkage og caffe latte

55-årige Gitte Slejborg Nielsen fra Brande har kursen mod nyt job i Østgrønland

17. oktober 2020, 07.01

Gitte Slejborg Nielsen har solgt sit hus og pakket sine møbler i en container. Mandag sagde hun farvel til livet i Brande og indledte sin rejse til Grønland. Foto: Henrik Ole Jensen

BRANDE Livet er ikke altid lutter lagkage og handler om meget mere end, hvorvidt caffe latten er god eller dårlig.

For 55-årige Gitte Slejborg Nielsen fra Brande er Danmark ved at være en forkælet luksusnation, der kan hidse sig op over nye regler i »Bagedysten« eller en tidligere statsministers selvbiografi.

- Jeg var ganske enkelt ved at blive kvalt i vores luksustilværelse, konstaterer hun kort og kontant.

Derfor befinder Gitte Slejborg sig nu i Grønland på vej mod en ny tilværelse som underviser og lærer på en lokal skole i den østgrønlandske bygd Tasiilaq, hvor fjorden om kort tid fryser til, så ingen forsyninger når frem, dagen bliver til konstant nat med en smule tusmørke ved middagstid, sms’er koster 1,25 krone per styk, og adgangen til internettet er begrænset til få minutter om dagen - hvis man er heldig.

Huset blev solgt

- I bund og grund handler det om, at jeg fik solgt mit hus. Det har været til salg i fem år, og pludselig var der en, der var interesseret. Og så var det nu, jeg skulle noget andet!

Gitte Slejborg er uddannet folkeskolelærer og underviste indtil for to år siden på Præstelundskolen i Brande. Hun er selv vokset op i byen, men det stod ikke i hverken sol og stjerner, at hun efter 15 år ville vende tilbage til Grønland.

- Jeg har i et stykke tid været klar til at rykke videre. At det blev Grønland, er tilfældigt. Jeg har været der før og ved, hvad jeg går ind til. Så på den måde er det jo ikke så grænseoverskridende, siger Gitte Slejborg, der ihærdigt forsøger at gøre sit valg til noget »ikke særligt«.

Gamle bekendte hørte om hussalget og sendte beskeden: »Hvornår kommer du?«

Og så var valget ikke så svært.

Grønland ventede. Igen.

Lullet ind i trædemøllen

- Der er en tendens til, at vores huse ikke kan blive fine og strømlinede nok. Der skal være store blomsterpotter på terrassen, samtidig med at vi helst skal kunne vælge og vrage mellem kaffe og caffe latte.

- Vi lukker øjnene for verden uden for vores egen andedam. Eksempelvis vokser verdens flygtningelejre og byder på horrible vilkår. Jeg orker ikke mere at være en del af den trædemølle. Jeg vil noget andet, noget mere eksistentielt, siger Gitte Slejborg.

Fra 2004 til 2006 boede hun første gang i Tasiilaq med sin nu voksne søn, og nu vender hun altså tilbage til den lille isolerede bygd, hvor hun bliver udfordret af den barske natur og livsvilkårene i et samfund, hvor intet er givet på forhånd. Et liv, hvor børn forsvinder, og hvor incest og selvmord ikke giver anledning til blinkende overskrifter.

Men Gitte Slejborg ved også, at hun kan gøre en forskel. Hun kan give børnene viden på helt basale niveau.

Hun forklarer, at Østgrønland er bagsiden af den store arktiske ø. Der bor nogle få tusinde mennesker, som er glemt og holdes lidt uden for resten af det grønlandske samfund. Da der blev lagt søkabel ned, var Østgrønland eksempelvis ikke med i pakken.

- Grønland er for mig oprindelighed og storslåethed, siger Gitte Slejborg.

- Tasiilaq og Østgrønland er på mange måder overset. Befolkningen taler deres helt eget sprog, men man forventer, at børnene lærer at tale og læse et andet grønlandsk sprog end deres eget. De skal også lære både dansk, engelsk og tysk. Så det er op ad bakke, konstaterer hun, klar på at tage udfordringerne op.

Containere på vej

Gitte Slejborg har pakket sit hjem i Brande ned, opmagasineret noget og pakket andet ned i containere, så det kan sejles til Grønland.

- Jeg forventer, at det når frem i løbet af tre-fire uger. Helst inden fjorden fryser til. Hvis ikke, så får jeg det ikke før til juni, når skibene igen kan komme ind med forsyninger - og det er i øvrigt lidt af en festdag, når der igen komme friske forsyninger efter en lang mørk vinter, siger hun med eventyr-glimtet i øjet.

- Jeg er single. Min søn bor i København med sin kæreste, så jeg forsømmer ikke nogen ... tænker jeg. Men når man bliver 55 år, funderer man alligevel lidt over, hvor attraktiv man er i forhold til at skulle ud at søge nyt job. Der er bare nogle ting i livet, der er vigtige, og selvom man måske - i hvert fald i nogens øjne - er gammel. Det er ikke for sent at kaste sig ud i udfordringerne, siger Gitte Slejborg.

Hun er helt klar og har eventyr i blodet.

- Det er en lettelse for mig, at jeg har taget beslutningen. Det er enormt befriende, og jeg er glad. Min søn, som jo var med, sidst jeg var i Grønland, er lidt misundelig. Han forstår min beslutning: »Du er vild, mor, men lov mig at passe på dig selv,« sagde han, da det gik op for ham, at jeg var på vej tilbage.

Gitte Slejborg er overbevist om, at det er sundt at ruske op i sig selv og ikke lade sig lulle ind i de samme ting dag ud og dag ind.

- Det passer ikke til mig. Der skal ske noget, siger hun og tænker tilbage på, da hun vendte hjem til Danmark efter to år i nord.

- Vi var væk i to år, men det var et helt andet Danmark, vi vendte hjem til. Dannebrog blev brændt af, og branditter demonstrerede på torvet. Vi oplevede et helt andet Danmark end det, vi forlod, husker hun.

Hun synes også, Danmark igen er under forandring.

- Jeg synes, der skete noget omkring 2013 - jeg ved ikke præcist hvad. Men astrologer og folk, der modsat mig går op i sådan noget med tal og stjerner, siger også, at det er tid til opbrud og forandring. Så måske det er derfor, jeg nu skal af sted, siger Gitte Slejborg.

Hun ved endnu ikke, hvor hun skal bo, når hun når frem til Tasiilaq.

- Jeg tænker, jeg skal have en meget ordinær og - ja - næsten kedelig lejlighed. Jeg har dog forsøgt at betinge mig, at det skulle være en bolig med udsigt. Det glæder jeg mig til, siger hun.

Hun glæder sig også til nordlys, ture på hundeslæde og til sommerens 20 grader i solen, hvor der er læ, lys døgnet rundt og selvfølgelig masser af natur og isbjerge.

Isoleret i Nuuk

Inden Gitte Slejborg når frem til Tasiilaq, skal hun have overstået en lang og langsommelig rejse.

Før hun overhovedet kunne stå på flyet fra København til Kangerlussuaq - tidligere kendt som Søndre Strømfjord - skulle hun have en corona-test.

Den fik hun taget mandag eftermiddag, umiddelbart før hun steg på toget i Herning med kurs mod København, og her ventede hun så på resultatet.

Fredag satte hun sig så til rette i flyet og rejste til Kangerlussuaq på Grønlands vestkyst og videre derfra til den grønlandske hovedstad, Nuuk.

Her skulle hun isoleres og have taget endnu en prøve, som også skal være negativ, inden hun får lov til at flyve til Kulusuk og videre til slutdestinationen Tasilaq, hvor hun skal undervise på skolen Tasiilami Alivarpik.

- Der er ingen læger i de små grønlandske bygder, så det ville være en katastrofe, hvis pandemien fik fat derude, siger Gitte Slejborg, som i øvrigt slet ikke kan tale eller forstå grønlandsk.

En af de sidste forhindringer i Danmark var at få billetautomaten til at virke på togstationen i Herning. Gitte Slejborg er nu på vej til den østgrønlandske bygd Tasiilaq. Foto: Henrik Ole Jensen
Alt er solgt, og Gitte Slejborg Nielsen er rejst til Grønland. Foto: Henrik Ole Jensen
Den lange rejse fra Kangerlussuaq via Nuuk til Tasiilaq er langsommelig, fordi coronaen ikke må komme ud i de små bygder. Kortet er lidt »presset sammen« i højden, men øst-vest skulle det passe nogenlunde. Foto: Kort: Thomas Vang Nielsen/Datawrapper