Musik: Kirkerne byder på sommertoner

Udgivet:13. juli 2022, 09.22

Læsetid:1 minut

Daniel Gøtke. Foto: Privat foto

MUSIK Hen over sommeren er der morgensang og koncerter i de lokale kirker.

Det er blevet en tradition, at de lokale kirker byder forskellige musikalske indslag i sommerferieperioden. Sådan bliver det også i år, hvor der er både koncerter og morgensang med fri entré.

Sommerkoncerterne begynder 13. juli i Fonnesbæk Kirke. Her kommer trioen Sloth-Vinding-Harbeck og spiller salmer og evergreens i jazzede versioner.

Torsdag 28. juli er der sommerkoncert i Ikast Kirke. Her vil Daniel Gøtke levere musikalske fortællinger ved flyglet. Daniel Gøtke er koncertpianist fra Det Jyske Musikkonservatorium, og han arbejder meget med fortællekoncerter, hvor han deler musikkens fortællinger med publikum.

Harpe og morgensang

12. august er der sommerkoncert i Isenvad Kirke med Mariann Mikkelsen, der er uddannet klassisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun synger og spiller smukke sommer- og aftensange på keltisk harpe. Mariann Mikkelsen har sunget i en lang række musicals operaer og operetter.

Man kan indlede sine onsdage i juli med morgensang i Ikast Kirke. Fra klokken 9 bliver der sunget fra højskolesangbogen, og kirkens organister vil introducere sangene. Morgensangen bliver rundet af med en kop kaffe.