Opbakning til lokal musikfestival: Ikast Musikliv genopliver julerock som støtteevent

Men festivalfolkene må nøjes med at glæde sig over et godt sommervejr, opbakning fra sponsorer og billet-købere. Ikast Musikliv er klar til fest i 2021

19. juni 2020, 04.00

Ikast Musikliv Foto: Flemming Hansen

KULTUR Denne uge plejer at stå i Ikast Musiklivs tegn.

Frivillige knokle normalt løs med at gøre klar til weekendens musikfest på plænen ved Bakkehuset, og med en fantastisk vejrudsigt kunne det være blevet så godt.

-Men det endte jo som med alle de øvrige festivaler så skidt, siger Ikast Musiklivs formand, Stephan Olesen.

-I disse dage plejer det at krible i os alle, men corona-krisen har sat en bremser for de drømme. Og nu stod vi endda foran en flot vejrudsigt, som vi har bedt om de sidste mange år.

Musikliv havde i år lagt sig i selen med en festival, som tog højde for de tilbagemeldinger, man har fået fra publikum. Det gælder bands, tilpasning af pladser, et VIP-tilbud.

Situationen i musiklivs-bestyrelsen er, at man – ligesom alle andre festivaler – venter på, hvordan situationen ser ud omkring eventuelle corona hjælpepakker. Musikliv har et godt samarbejde med de booking-bureauer, der sender bands på festivaler i landet, men enkelte bands lægger op til at kræve kompensation for manglende indtægter i 2020.

-Hvordan det ender, ved vi ikke endnu, Alle festivaler bokser med det her. Vi er dog i en nogenlunde heldig situation, siger musiklivs-formanden.

Der er nemlig en solid bund for at kunne afvikle musikliv i 2021.

Næsten 90 procent af dem, der havde købt billet til i år, har valgt at lade den overføre til 2021. En del har valgt at donere deres køb af billet til festivalen til næste års fest, og kun meget få har bedt om at få billetten refunderet.

Et pissegodt publikum

- Vi har et – for sige det ligeud – pissegodt publikum. Det hjælper os økonomisk, siger Stephan Olesen, der også noterer sig, at sponsorer fra erhvervslivet, der jo også har været kastet ud i krisen, har hjulpet.

-De fleste har bekræftet, at deres tilsagn om sponsorat i år videreføres til næste år, og det giver os en solid bund at arbejde ud fra.

Desuden har Ikast Musikliv lavet en god aftale med booking-bureauerne, så man kan sikre gode bands til næste års musikfest i byen.

-Programmet er ved at tage form, og en del af aftalerne fra i år, er faldet på plads til 2021, siger formanden.

Støtte-julerock

Helt uden musik bliver 2020 nu ikke. Musikliv har nemlig søsat et støttearrangement i Bakkehuset 26. december. Her plejer der at være julerock i huset. Men i år vil det være Ikast Musikliv, som sætter sig på arrangementet med henblik på at kradse midler ind til 2021 og samtidig slå et slag for musikken.

To lokale bands, som plejer at være med til Musikliv, HMS Band og Rockpiloterne, stiller op og spiller til gratis julebal, og måske er flere bands på vej.

-Vi skal også tænke på de frivillige, som den kommende weekend plejer at knokle med festivalen. Derfor laver vi et hyggeligt komsammen arrangement hos Søren Ross’ nye selskabsrestaurant Et Trin Op på Østergade. Vi vil gerne holde gryden i kog og holde dem orienteret om, hvordan det går – og selvfølgelig hygge os sammen …