Fra toppen af poppen til Bakkehuset

Kulturhuset har fået et scoop til efteråret med en koncert med Chief 1

13. juni 2020, 04.00

Cheif 1 er på vej til Bakkehuset i Ikast, hvor han giver koncert den 9. oktober. Foto: PR

IKAST I corona-tiden har Bakkehusets leder, Mette Petrea, haft travlt med at sammensætte et spændende efterårsprogram, der skal kickstarte musiklivet i byen igen.

Et scoop er landet på hendes bord med en koncert 9. oktober med sanger og sangskriver Chief 1.

De fleste, der har fulgt med i toppen af poppen, vil huske den karismatiske solist, der på det seneste har haft succes med sommer-sangen sammen med Thomas Buttenschøn ”Alt er godt”.

2019 var et skelsættende år for ham. Det var året, hvor han for alvor trådte i karakter som solist, efter mange år, hvor han stod bag rigtigt mange danske artister som producer og sangskriver.

Danmark oplevede ham for alvor slå sig ud som sanger i TV2’s “Toppen af poppen“, hvor hans fortolkninger blev den helt store overraskelse i dette års udgave. Især versionen af Medina’s “Synd for dig“ blev et kæmpehit hos seerne og blev den mest omtalte på TV2´s Facebook side.

I sommeren 2019 udgav Chief 1 duetten med Thomas Buttenschøn “Alt er godt“. Singlen blev et vaske ægte kæmpe hit og blev ydermere kåret af P4’s lyttere til årets sommerhit 2019. Nu drager Chief 1 på sin første rigtigt store turne, som han kalder “Alt er godt” Tour.

Med sit specielt håndplukkede fem mands band bliver publikum ført igennem en intens koncert hvor alt står på spil. Chief 1 fortæller og synger om et 30-årigt liv i dansk musik, om succes, nedture, mørke og lys, kærlighed og lykke og om at det aldrig er for sent at følge sine drømme og håb.

Sange som “Sommernætter”, “Man skal dø lidt (før man finder vej)”, “Engel”, “Alt er godt”, fortolkningerne fra Toppen af Poppen og meget mere er på spillelisten, når Chief 1 og hans fantastiske band går på scenen.