Nøgleopgør om top-fire i aften

Herning-Ikast Håndbold spiller topkamp mod København

20. januar 2021, 11.49

Michala Møller og resten af HIH-kvinderne har haft grund til at knytte sejrsnæven på det seneste. Holdet har vundet alle tre ligakampe siden nytår. Men i lørdags leverede Herning-Ikast en skidt præstation i European League og tabte 23-26 ude mod Paris 92. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbold kan i aften erobre fjerdepladsen i Bambusa Kvindeligaen. HIH’erne tager nemlig imod København Håndbold, der netop nu har den vigtige placering, som giver point med til DM-slutspillet.

- Hvis vi vil have fjerdepladsen, er det selvfølgelig en rigtig god idé at vinde mod de direkte rivaler til den, fastslår HIH-træner Kasper Christensen om kampens betydning.

Han har nærstuderet københavnerne på video og har en idé om, hvordan de skal besejres.

- Deres force er et 5:1-forsvar med Larissa Nusser (hollandsk verdensmester, red.) fremskudt. Det bruger de til at sætte deres fantastiske kontrafase i scene. Det var også sådan, de scorede mange af målene mod Skanderborg, forklarer HIH-træneren med henvisning til Københavns 31-18-sejr mod Skanderborg i fredags.

- Det bliver nøglen til sejr for os, at vi får spillet vores angreb ordentligt til ende og kommer på plads i vores forsvar, fastslår Kasper Christensen.

HIH-kvinderne kommer lige fra deres første nederlag i 2021. Holdet tabte i lørdags 23-26 på udebane mod Paris 92 i EHF European League.