Diamantbryllup med mundbind og sprit til alle gæster

Hanna og Jørgen Christensen overholder alle anvisninger når de i denne uge fejrer diamantbryllup

23. september 2020, 10.55

Hanna og Jørgen Christensen stortrives og klarer selv både hus og have, der står snorlige med veltrimmet græs, hæk og ikke mindst farverige blomster. Torsdag fejrer de dimantbryllup. Foto: Laila Kempel

60ÅR Med en kasse mundbind og albuehilsen vil de stå klar til at tage imod gæsterne på torsdag den 24. september. Men det var nok ikke lige den velkomst, de havde forestillet sig at skulle give deres gæster, for bare et år siden. Ej heller, at der ved hver stol ville ligge en lille flaske håndsprit.

Men Hanna og Jørgen Christensen kan til gengæld glæde sig over, at de kan få lov til at fejre deres 60 års bryllupsdag: Diamantbrylluppet, i en tid, hvor corona-pandemiens hærger.

- Det med diamantbryllup er noget vi er ret gode til i min familie, siger Hanna Christensen og afslører, at flere af hendes søskende og ikke mindst forældre også nåede den flotte mærkedag.

Hanna og Jørgen Christensen er henholdvis 81- og 83 år. De er raske og rørige, passer både hus, have og såmænd også en kolonihave i Eskelund. Hver onsdag er de blandt de faste gæster i Aktivitetshuset, hvor de mødes med andre af byens pensionister til madlavning og kreative sysler.

Hanna er blandt andet habil til at strikke og har leveret ganske mange ting til hobbyboden, mens også familiens børn drager nytte af bedste- og oldes fingerfærdigheder med garn og strikkepinde.

Jørgen Christensen er aktiv i køkkenet og det er såmænd også ham, der laver parrets mad ligesom han gerne giver sig i kast med både kanelsnegle, småkager og andet bagværk.

- Siden jeg stoppede med at arbejde har jeg nydt at være i køkkenet. Det føles ikke som en pligt. Jeg slapper af med det, siger han.

Parret bor i en mindre andelsbolig i Ikast, men boede i mange år i Bording, hvor også deres tre børn voksede op.

Hanna Christensen er fra Ikast mens hendes diamantgom er fra Ølgod.

De kan ikke helt huske, hvor præcis deres veje krydsedes, men bliver enige om, at det nok var til bal på det gamle Hotel Ikast, der lå ved stationen.

Jørgen Christensen var havnet i det midtjyske fordi det var her, der var arbejde at finde.

- Jeg er uddannet møbelsnedker og har haft en række forskellige jobs i Ikast. Jeg har blandt andet været med til at bygge Østre Skole fortæller han.

Men det var en tur til Bording i en lejet mercedes, der blev ganske afgørende for hans erhvervskarriere.

- Jeg blev ansat hos Engedahl, og blev efter nogle år driftsleder på fabrikken, helt frem til jeg stoppede med at arbejde, fortæller Jørgen Christensen.

Parret, der hidtil havde boet i en lejlighed, valgte derfor at flytte til Bording, hvor Jørgen selv byggede familiens hus på Krogen.

I Parcelhuset fik Hanna hjemmearbejde i tekstilindustrien og kunne samtidig passe både hus og de tre børn.

Oldefars frikadeller

Jørgen Christensens meritter i køkkenet er kendt vidt og bredt. Der syltes rødbeder og koges rødkål, og frikadellerne er helt kapitel for sig selv. En delikatesse som både børnebørn og oldebørn sætter stor pris på.

Og forsøger forældrene at spise dem af med andet end Jørgens delikatesser, så får de svar på tiltale: Det er ikke oldefars frikadeller.

I Aktivetshuset kender de fleste brugere også Jørgens hjemmebagte småkager, der ofte bages i hundredevis, når der skal serveres kaffe på stedet.

Diamantbrudeparret har ikke til gengæld ikke nogen »opskrift« på deres lange ægteskab.

- Det handler vel om at have respekt og vise en smule tålmodighed, siger Hanna Christensen, der får nikkende samtykke af sin mand, der tilføjer.

- Man er da aldrig helt enige om alting. Sådan skal det jo være, men vi har nu altid fået styr på det inden dagen er omme, siger brudgommen.

Diamantbrylluppet fejres med de tre børn, svigerbørn, de seks børnebørn og ikke mindst de to oldebørn, der snart bliver til tre.