
Legekunst i Børneby Øster
Børnene ved Børneby Øster i Ikast får rig mulighed for at møde kunst og kultur på en legende måde
Udgivet:31. oktober 2021, 13.47
Læsetid:2 minutter
Projektet Legekunst finder sted i alle institutioner i Ikast-Brande for de yngste. Her ses børnene fra Børnehuset Isenvad under en jazzkoncert. Foto: Flemming Hansen
1 år siden
KUNST Dagtilbuddet Børneby Øster i Ikast er nu i gang med et legekunstprojekt, hvor børnene udforsker dans og bevægelse som platform for leg og dannelse. Formålet er blandt andet at gøre nye erfaringer med, hvordan dans og bevægelse kan styrke det pædagogiske arbejde, børnenes leg og dannelse, oplyser Ikast-Brande Kommune i en pressemeddelelse.
LegeKunst udspringer og ledes af Kulturprinsen i Viborg. Legekunst er støttet af Nordea Fonden og Viborg Kommune og er i partnerskab med flere uddannelses- og forskningsinstitutioner.
Ikast-Brande Kommune er én ud af mange kommuner i projektet. I Ikast-Brande Kommune vil alle dagtilbud få et legekunstforløb.
Allerede gode erfaringer
Den midtjyske danser Jon Stage har været i Børneby Øster fire gange - og han kommer yderligere fire gange. I samarbejde med Jon Stage sætter personalet gang i forskellige danse og bevægelseslege.
Ud over Jon Stage deltager Michael Blume fra pædagoguddannelsen på VIA i Ikast også i legekunstprojektet, hvor han indsamler data om eksperimenterende legekunst-miljøer til et forskningsprojekt.
Erfaringerne fra de første fire gange med legekunst i Børneby Øster har været meget positive. Der er allerede gjort gode erfaringer med at engagere børn i dans og bevægelse, og hvilken betydning det har for såvel børn som voksne.
- Med legekunstprojektet skubber vi til »plejer« og får nye idéer til vores pædagogiske praksis, hvor vi fremmer og skaber større kvalitet i børns leg og dannelse med udgangspunkt i kunst, kulturaktiviteter og -oplevelser. Legekunst bringer de yngste tættere på kunsten og kulturen og forsker i, hvad mødet med kunst, kultur og æstetiske læreprocesser i hverdagen betyder for børns leg og dannelse samt for de voksne omkring dem, lyder det fra Marianne Østermark Jørgensen, der er udviklingskonsulent og familievejleder i Ikast-Brande Kommune.
Legekunst er et landsdækkende løft til 0-6 års-området.