Ny triatlonfest opstår i Ikast

FCM Håndbold og firmaet Racemakers fra Herning skaber ny årligt tilbagevendende triatlonfest i Ikast

Udgivet:05. marts 2017, 13.21

Læsetid:2 minutter

Første afdeling af DM i triatlon. Ikast er vært. Start og mål ved Ikast Svømmecenter. Gerne billeder af de lokale helte, Michelle Vesterby og Mathias Lyngsø Petersen.

TRiatlon 24. juni skifter håndboldpigerne bolden ud med løbesko, cykler og svømmebassin. FCM Håndbold har sammen med en af Europas største triatlonarrangører, Racemakers fra Herning, taget det første spadestik mod et årligt event.

Stævnet hedder FCMTRI, og de to arrangører inviterer hele lokalområdet, sponsorer og erhvervsliv til et triatlonevent midt i Ikast by.

Racemakers er i forvejen blandt FCM's partnere, og direktør i FCM Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen, glæder sig over at udvide samarbejdet med den nye triatlonevent.

- Vi tror på et fantastisk stævne med en seriøs spiller inden for triatlon. Det skal samle lokalbefolkningen til en stor familiefest med rute gennem byen, hvor vi også inddrager Vores Ikast og Ikast Svømmecenter, siger Jakob Mølgaard Christensen i en pressemeddelelse.

Alle kan være med

Der bliver tre startskud med en times mellemrum til tre forskellige løb.

Første startskud går klokken 9 til et VIP/spornsor-løb, der byder på 400 meter svømning i bassin, 18 kilometer cykling og fire kilometer løb. Med til den pakke hører fire gange løbetræning, fire gange svømmetræning og en eksklusiv løbsdag med efterfølgende spisning og hygge.

En time efter sponsorstarten skydes det åbne løb i gang. Det er for alle - uanset om man ejer den nyeste triatloncykel eller en almindelig bycykel.

Til sidst hedder det triatlon i børnehøjde, når alle børn op til 13 år sendes ud på distancerne: 100 meter svømning, 4 kilometer cykling og 1,5 kilometer løb.

Setup som de professionelle

Racemakers, der blandt andet står bag EM i Herning samt Challenge-stævner i hele Skandinavien, har lovet at sørge for et setup i internationale topklasse.

- Vi kommer med udstyret og giver den alt, hvad den overhovedet kan trække, lover medejer af Racemakers, Jakob Sonne-Smith.

Han håber på, at stævnet i Ikast kan udbrede kendskabet til både virksomheden og EM i Herning, men vigtigst af alt, at det bliver en festlig dag for både erhvervslivet og bylivet i Ikast og omegn.

- Vi håber på, at FCMTRI bliver en familiefest, som kan samle hele området en gang om året. Desuden skal det gerne være med til, at skabe mere fokus på håndbold såvel som triatlon. Jeg tror på, at vi og FCM Håndbold kan støtte hinandens markeder med sådan et event. Vi har en super partner i FCM Håndbold, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver fantastisk dag, siger Jakob Sonne-Smith.

Startskuddet lyder ved Ikast Svømmecenter, hvor velkendte ansigter fra ligaholdet stiller op.

Billetter kan købes på fcm.www2.dk.