DM i gokart i Ikast: Fuld fart rundt i svingene

Knap 80 kørere kæmpede om at komme hurtigst over målstregen, da Midtjysk Karting Klub i weekenden var vært for DM i gokart

Udgivet:21. august 2023, 09.55

Læsetid:3 minutter

Fuld fart fremad! Der er godt gang i den, når kørerne giver den gas på banen ved DM i gokart i Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen

Merete Riis Jensen
Journalist
Merete Riis Jensen
Journalist| +45 9626 3793 | mrj@herningfolkeblad.dk
Jeg har været journalist siden 2006 og blev ansat på Herning Folkeblad i 2022. Mit arbejdsområde er Ikast-Brande Kommune, hvor jeg skriver om store og små begivenheder lige fra Klovborg til Engesvang og Uhre. Jeg brænder bl.a. for fodbold, rejser og lokaljournalistik. Og har du en idé til en god historie, er du meget velkommen til at kontakte mig!
Se flere artikler af Merete Riis Jensen
Henrik Ole Jensen
Fotograf

1 måned siden

IKAST Når man parkerer sin bil uden for Midtjysk Karting Bane denne eftermiddag, kan næseborene med det samme fornemme, at der sker noget inde på banen.

En tydelig lugt af dæk og motor fylder luften, og lugten bliver endnu mere markant, når man bevæger sig ind på området og går forbi de mange hvide pavilloner, hvor mekanikere er i gang med at optimere deltagernes gokarts.

Koncentrationen er stor, og det er begejstringen også hos arrangørerne, som er glade for at have fået danmarksmesterskaberne i gokart til Ikast.

- Det er virkelig godt for os som klub at få lov til at stå for så vigtigt et arrangement, siger Jesper Skaaning, som er næstformand i Midtjysk Karting Klub.

Dejligt at vise anlægget frem

Karting er et andet ord for gokart, og ordene bruges i flæng, når næstformanden og de andre gokart-interesserede fortæller om deres sport.

- Gennem 10 år har vi brugt rigtig mange klubmidler og sponsorpenge på at udbygge og forbedre vores kartinganlæg, så vi nu står med et rigtig flot anlæg. Det er dejligt at kunne vise det frem, siger Jesper Skaaning.

- Og det gælder ikke kun banen, men også faciliteterne omkring den, for eksempel at vi har asfaltveje, så man ikke skal trække sin gokart gennem grus, fortæller han og peger på en af de mange gokarts, som bliver transporteret mellem telt og bane på noget, der minder lidt om et rullebord.

- Vi gør meget ud af, at det er en god, samlet oplevelse at være her, og vi har været i gang i halvanden måned med at gøre klar. Det har været en stor opgave, og nu er det dejligt at være nået i mål med forberedelserne, siger Jesper Skaaning.

Nej tak til ambulancer

Han håber på en weekend, hvor alting kommer til at gå godt - både på og uden for banen.

- Selvfølgelig håber vi på, at vores lokale kørere gør det godt. Men derudover så ser vi frem til en weekend, hvor der bliver kørt noget fantastisk ræs, hvor alle hygger sig med hinanden, og hvor alle kommer hele hjem bagefter, siger Jesper Skaaning.

- Jo færre ambulancer der har været på banen, jo bedre stævne har det været. Så det er både selve løbet og sikkerheden, som er vigtigt for os som arrangører, pointerer han.

Magnussen begyndte i gokart

Glæden ved gokartsporten lyser ud af alle de tilstedeværende, også af Niklas Majgaard, som er pr-ansvarlig for Danish Karting League ved årets DM.

- Det er megaspændende at være med til DM. Det er det mest anerkendte løb i Danmark, så der er masser af godt ræs, og samtidig er det en god mulighed for at se talenterne udvikle sig. Og der er spændende perspektiver i det, for alle på det helt høje plan inden for motorsport startede med at køre gokart, siger han.

- Det gælder for Kevin Magnussen og alle de andre store i Formel 1 og Le Mans. De har alle sammen kørt gokart, og det gør det jo bare endnu mere spændende at være her og holde lidt øje med, hvem der mon kan komme til at gøre det rigtig godt i fremtiden, siger Niklas Majgaard.

Udstyret er i orden hos 18-årige Rasmus Vendelbo, som er på hjemmebane ved årets DM i gokart i Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen
- Der er nok at holde styr på, når man arrangerer et DM, fortæller Jesper Skaa­ning, som er næstformand i Midtjysk Karting Klub. Foto: Henrik Ole Jensen
Der er konstant en livlig trafik af gokarts, som bliver kørt frem og tilbage mellem kørernes telte og selve banen. Foto: Henrik Ole Jensen
Mekaniker Lasse Andreasen er i gang med at finjustere Rasmus Vendelbos gokart. Foto: Henrik Ole Jensen
Tilskuerne har et godt overblik fra tilskuerpladserne over banen. Foto: Henrik Ole Jensen
- Det er farten og adrenalinen, der er det fede ved at køre gokart, siger Rasmus Vendelbo fra Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen