Nyt samarbejde: Gammelt skrammel fik nyt liv

Pædagog-studerende fra VIA, Røde Kors’ Genbrugsbutik og børn i Østbyen har haft stor glæde af nyt samarbejde

17. september 2021, 09.14

Pædagogstuderende Andreas Kull og Røde Kors-formand Margit Lysgaard har haft et glimrende samarbejde om et sammenskabelsesprojekt. Foto: Henrik Ole Jensen

GENBRUG En bunke skrammel, der allerede var lagt i kasserne til genbrugspladsen hos Røde Kors’ genbrugsbutik i Ikast, har fået nyt liv efter at have været i hænderne på en flok SFO-børn i Østbyen. En gruppe studerende fra VIAS Pædagogseminarium i Ikast havde fået til opgave at lave et såkaldt samskabelsesprojekt, der skulle kunne gå under FNs verdensmål nr. 12 om produktion og genbrugelighed.

- For os handler det om at lære at lave aktiviteter for en gruppe børn, og så bagefter fremlægge det for vores medstuderende og undervisere, forklarer pædagogstuderende Andreas Kull, mens han har travlt med at pakke nye kunstværker op af den brune flyttekasse i Røde Kors butik på Strøget.

Skramlet fra genbrugsbutikken har nemlig været igennem en kreativ proces, hvor børnene har haft rigelig adgang til både lim og maling, så det har fået et helt nyt udtryk og liv.

Det er blevet til små kunstværker, som i øjeblikket er udstillet i genbrugsbutikkens udstillingsvinduer

- Det var jo ting, vi havde sorteret fra. Det var ikke noget, vi kunne sælge eller bruge i butikken, så det er jo glædeligt, at det kan bruges til noget andet, siger Margit Lysgaard formand for Røde Kors i Ikast.

Andreas Kull håber, at projektet har været med til at sætte hele genbrugstanken i fokus hos børnene, der forhåbentlig tager tankerne med hjem i familien.

- Det handler ikke kun om det kreative projekt, men også om at få børnene til at tænke over, at ting kan genbruges, forklarer Andreas Kull, der samtidig har fortalt børnene om, hvad Røde Kors er for en organisation, og om hvordan frivillige er med til at løfte opgaven, og overordnet hjælpe andre.

De pædagogstuderende har også et håb om, at deres lille projekt kan være med til at gøre det spændende at komme i SFO’en og fastholde interessen for specielt de ældste børn.

- Et samskabelsesprojekt handler i princippet om at få to plus to til at give fem. Vi har fået til opgave at finde nogle samarbejdspartnerne, så vi i fællesskab kan løfte ideen til noget større end, hvis vi have lavet det for sig, forklarer Andreas Kull.

Han er i øvrigt tilflytter til Ikast og er rigtig glad for både byen, men også for seminariet, som han beskriver som et dejligt og hyggeligt uddannelsessted.

Gamle rivejern, der var dømt til udsmidning har fået nyt liv som kunstværk. Foto: Henrik Ole Jensen