DBU afholder pressemøde efter Eriksen-kollaps

Dansk Boldspil-Union afholder søndag eftermiddag pressemøde oven på lørdagens dramatiske EM-kamp.

13. juni 2021, 11.39

KØBENHAVN Dansk Boldspil-Union (DBU) afholder søndag klokken 15 pressemøde efter lørdagens dramatiske EM-kamp mod Finland, hvor Christian Eriksen kollapsede og blev behandlet med hjertemassage på banen.

Det vil blive afviklet digitalt, oplyser DBU til Ritzau.

Landsholdet havde oprindeligt planlagt en presseseance søndag formiddag, hvor landstræner Kasper Hjulmand og nogle spillere ville være til rådighed, men allerede lørdag aften blev denne aflyst.

DBU oplyser i en mail, at fodbolddirektør Peter Møller, landstræner Kasper Hjulmand og landsholdslæge Morten Boesen deltager på pressemødet.

Både dansk og international presse vil være til stede ved presseseancen.

Søndag formiddag udsendte DBU en meddelelse, hvor man oplyste, at Eriksens tilstand fortsat er stabil, og stjernespilleren er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

/ritzau/