Godt nytår: Internationalt nytårstræf i Ikast Kirke

8. januar er der internationalt kagebord og nytårskoncert med en ukrainsk solist i Ikast Kirkecenter

Udgivet:07. januar 2023, 08.00

Læsetid:1 minut

8. januar står den på nytårstræf i Ikast Kirke. Foto: Privatfoto

5 måneder siden

IKAST De kongelige starter altid det nye år med flere forskellige nytårstræf. Men hvis man bor i Ikast-området, har man nu også muligheden, når Ikast Kirke inviterer til nytårstræf og nytårskoncert søndag, 8. januar.

Om eftermiddagen er der dækket op til kaffe- og kagebord i Ikast Kirkecenter, og arrangørerne håber, at det bliver et internationalt kagebord, idet de opfordrer alle til at medbringe kage fra deres egen brødkultur. Det skriver Ikast Kirke i en pressemeddelelse.

Nytårskoncert og lystænding

Formålet med det nye, internationale initiativ er, at kirken ønsker at lære nye mennesker at kende på kryds og tværs af etniske, religiøse og kulturelle baggrunde. Derfor bliver der god tid til diverse ryste sammen-aktiviteter på gulvet og ved bordene.

Anden del af nytårstræf er nytårskoncerten i Ikast Kirke samme dag, hvor solist Valentina Volkovska, som kommer fra Ukraine, og musiker Per-Arnt Fought, som er lærer på Hestlund Efterskole, medvirker.

I kirken vil der også være mulighed for at tænde lys og omslutte medmennesker og sig selv med nytårstanker og bønner. Nytårskoncerten slutter med en kort andagt ved sognepræst Kent Kjær Andersen.