Krondiamantbryllup: De mødtes ved en høstfest på flyvestationen

27. maj 2021, 10.18

Ketty og Søren Pedersen - onsdag 26. maj er det 65 år siden, de sagde ja til hinanden. Foto: Privatfoto

KRONDIAMANTBRYLLUP Ketty og Søren Pedersen, Spøttrup, tidligere Grønnegade i Ikast, kunne onsdag 26. maj fejre krondiamantbryllup.

Livet som ægtefolk begyndte 1956 i Herning, hvor bruden voksede op - men ikke i Herning Kirke som ønsket, da den var under ombygning. Deres ja’er, der foreløbig har holdt i 65 år, blev i stedet sagt i Valgmenighedskirkens lokaler.

Søren Pedersen, der stammer fra Mammen, var fire år tidligere indtrådt i flyvevåbnet, og de unge mennesker mødte hinanden første gang til en høstfest i officersmessen på Flyvestation Karup i 1955.

Bankbetjent i Ikast

Søren Pedersen fortsatte i flyvevåbnet frem til 1967, hvor han fratrådte med rang af kaptajn. Undervejs havde han også været en tur i Texas for at blive uddannet jagerpilot.

Med begge ben på jorden igen blev Søren Pedersen ansat i Midtbank i Ikast som bankbetjent, et job han havde frem til 1998, hvor han blev pensioneret.

Også for Ketty Pedersen var der noget særligt omkring livet i luften. Hun var en årrække aktiv i Kvindeligt Flyverkorps og er stadig medlem.

Sygehjælper på Herning Sygehus

Arbejdsmæssigt er hun uddannet sygehjælper og arbejdede siden blandt andet som falckoline og som sygehjælper på fødegangen på Herning Sygehus frem til sin pension.

Samtidig med at Søren Pedersen blev ansat i Ikast, flyttede familien dertil og købte det hus i Grønnegade, som også blev hjem for børnene Maybritt og Stig.

I fritiden blev der blandt andet spillet bridge, og Søren Pedersen var med til at etablere den lokale afdeling af Lions Club i 1970 - og var efterfølgende medlem gennem 20 år.

Som pensionister valgte Ketty og Søren Pedersen at gøre deres selvbyggede sommerhus i Spøttrup til permanent bolig. Men de har ikke helt sluppet taget i gamle venner og bridgemakkere i Ikast.

I Spøttrup bliver tiden nydt med både omgangskredsen og ikke mindst familien, der i dag også tæller tre børnebørn og to oldebørn. -SEJER