Helt ude i skoven: Kunstudstillingen giver forskellige perspektiver på natur, dyr og jagt

Fuglekvidder, brølende kronhjort og duften af skov mødte gæsterne til fernisering i Kunstpakhuset

21. august 2020, 07.29

En mørk skov med nåle-og løvtræer fra Skelhøje Plantage danner rammen om norske Stine Kvams video- og lydinstallations-udstilling om natur, vildt, jægere - og vores måde at opfatte det hele på. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Lysningen i skoven udgøres af to storskærme, som i loop afspiller videofilm optaget i skove i Norge og Sverige.

Derudover udfordres sanserne til langsomt at vænne sig til mørket: Fornemme og dufte nåletræerne, løvtræer og opsatserne, hvor det er tilladt at sætte sig - højt, lavt, - og tage rummet ind.

Den mørke skov ligger lige nu midt i Ikast. I et af udstillingslokalerne i Kunstpakhuset ved byens station.

Her var der lørdag fernisering på den norske kunstner Stine Kvams udstilling med det lange navn: »Da dyret mødte jægeren i skoven - da jægeren mødte skoven i dyret - da skoven mødte dyret i jægeren - En jagthistorie om perception« såmænd.

Tre perspektiver

Videoinstallationen udgør den ene del af udstillingen. Her opfordres gæsterne til med intens reallyd fra tre forskellige trådløse hørebøffer at opleve videoen og skoven fra tre forskellige perspektiver: Fra dyrets, fra jægerens og fra skovens ånd, som Stine Kvam forklarer det.

- Jeg havde aldrig beskæftiget mig med jagt, da min fætter for et års tid siden fortalte mig om en rensdyrsjagt. Hans entusiastiske fortællinger om dyr, natur og mennesker fascinerede mig, og jeg fik lov at komme med på jagter i både Norge og Sverige, siger Stine Kvam, der også altid har været fascineret af perception:

- Kunstnerisk har jeg længe været optaget af opfattelsen. Hvordan en og samme ting kan opfattes vidt forskelligt alt efter modtageren, siger hun.

Det inspirerende hende til videoinstallationen om jagt i skoven.

- Jeg er et bymenneske og blev inspireret af en helt anderledes måde at betragte, være i og leve sig ind i naturen på gennem jægerne. Det er en helt anden opfattelse, end når man bare følger en sti for at gå en tur, siger kunstneren, der samtidig understreger, at hun ikke har politiske budskaber med sin jagt- og skov-installation:

- Jeg ønsker ikke at give folk budskaber, men oplevelser, siger Stine Kvam - der selv har været i den lokale Skelhøje Plantage med en frivillig fra Kunstpakhuset og selv udvalgt og været med til at fælde træerne til udstillingen.

Oplevelser fremfor budskaber

Det er også lokale frivillige, der har bidraget til den anden del af Stine Kvams udstilling i Kunstpakhusets forreste rum: En lydbaseret skulptur af flere fiktionsdyr og træer skitseret af Stine Kvam og bygget op i trælister af de to fingersnilde frivillige Kurt Arberg og Peter Jepsen - frit efter kunstnerens skitser.

Dyrene og træerne har Stine Kvam tilsat liv med naturlyd fra surround sound-højttalere.

Op til og i forbindelse med ferniseringen fik Stine Kvam også fået muligheden for at bo i en hytte i Skelhøje Plantage.

- Det er ekstrabonus for mig ved udstillingen her, smiler hun.

Kunstneren Stine Kvam fanget under ferniseringen i Kunstpakhuset.