
Interiørbutik og systue fylder købmandsgården
Eybye Design & Living er rykket ind i den gamle købmandsgård i Isenvad. Her fra driver Dorte Eybye sin systue og sælger interiør og brugskunst
Udgivet:08. maj 2021, 14.36
Læsetid:3 minutter
Puffen Dorte Eybye sidder på er blandt de nyeste kreationer. - Jeg faldt for stoffet med påfuglene og tænkte med det samme, at det måtte jeg lave noget ud af. Det blev så til en puf, siger indehaveren.
2 år siden
BOLIG Et lille »boligunivers« er skudt op i Isenvad. Gennem ruderne til den gamle købmandsgård, som har stået tom siden købmanden måtte dreje nøglen om i 2016, kan man nu se liv og lys.
Virksomheden Eybye Design & Living flyttede i januar sin systue og dertilhørende brugskunstforretning fra Herning til Isenvad. Det er Ikastboen Dorte Eybye, der står bag.
- Min mand er vokset op i Isenvad, og en stor del af vores venner bor herude, og da jeg så lokalerne virkede det helt perfekt at flytte ind. Jeg er ikke interesseret i at betale en høj husleje i en af de større byer, for jeg er kun mig selv til at tjene den hjem, forklarer indehaveren.
Syer på mål
Eybye Design & Living er specialiseret i at sy puder, madrasser og puffer i alle mål, mønstre og stoftyper. En del af varerne kommer på bestilling fra specialbutikker, og meget sendes til Sjælland og særligt København.
Dorte Eybye har i mange år været dagplejer i Ikast, men i 2017 indledte hun et glidende generationsskifte, hvor hun overtog sin mors systue, der lå på Svanekevej i Herning, og førte forretningen videre under det nye navn Eybye Design & Living.
- Puder og dyner var min mors specialitet, og jeg forsøger at føre kvaliteten videre. Jeg har overtaget mange kunder og syer fast for blandt andre Rue Verte. Men jeg har sat mit eget præg, og er begyndt at designe og sy puder, som jeg sælger til private fra butikken, siger Dorte Eybye.
- Jeg har forsøgt i kort tid at købe monteringspuderne fra en fabrik, men det kunne jeg slet ikke have med at gøre. Kvaliteten bliver bare ikke den samme, så nu laver jeg dem selv med familiens metoder, slår hun fast.
Håndplukket interiør
Derudover er den kreative forretning blevet udvidet med håndplukket brugskunst, genbrugsfund og andre gode ting til hjemmet.
- Puderne ser bare ikke lige så godt ud, hvis de bare er stillet op på række. Man er nødt til at kunne se det i en helhed, og derfor har jeg indrettet et lille showroom og butik med ting, jeg selv synes om, siger Dorte Eybye.
Borgerne i Isenvad har taget godt imod butikken.
- Der er mange, der kommer forbi og siger, at de er så glade for at der er kommet lidt liv i hovedgaden igen, siger indehaveren, der allerede pusler med nye tiltag.
- Jeg flyttede butikken ind i lokalerne i januar, men nu overvejer jeg allerede at udvide og leje mig ind i resten af købmandsgården. Jeg vil gerne have mere plads til at vise varerne frem, siger hun.


