Drabssigtet forbliver varetægtsfængslet i plejehjemssag

Landsret vurderer, at drabssigtet kvinde skal forblive varetægtsfængslet for ikke at forstyrre efterforskning.

Udgivet:28. juni 2022, 17.01

Læsetid:2 minutter

En kvinde i 50'erne, der er sigtet for med medicinske præparater at have taget livet af en plejehjemsbeboer på plejecenteret Tirsdalen i Randers Kommune, skal forblive varetægtsfængslet frem til foreløbig 6. juli. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

VIBORG En kvinde, der er sigtet for et drab og tre drabsforsøg mod beboere på et plejehjem i Randers, skal forblive varetægtsfængslet.

Det har Vestre Landsret tirsdag bestemt efter et seks og en halv time langt retsmøde bag lukkede døre.

Den midaldrende kvinde har været varetægtsfængslet siden midten af marts.

Hun nægter sig skyldig og havde kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

Men landsretten er enig med byretten. Dermed forbliver kvinden fængslet foreløbig frem til 6. juli.

De tre dommere i landsretten mener, at den sigtede kan skade efterforskningen af sagen, hvis hun løslades:

- Der er fortsat bestemte grunde til at tro, at du på fri fod kan vanskeliggøre forfølgelsen af sagen ved at fjerne spor eller påvirke andre, siger retsformanden henvendt til kvinden.

Kvinden i 50'erne er sigtet for ved hjælp af medicinske præparater at have taget livet af en plejehjemsbeboer og at have forsøgt at tage livet af tre andre beboere på plejecentret Tirsdalen i Randers Kommune.

Ifølge sigtelsen skal kvinden have givet plejehjemsbeboerne de tre præparater Baclofen, Diazepam og Mirtazapin.

Det skete ifølge sigtelsen ”uden lægelig ordinering eller lægefaglig begrundelse”.

Der er på kvindens bopæl fundet medicin af den type, som politiet mener, at kvinden har givet de pågældende beboere.

Sagen begyndte at rulle i midten af marts. På det tidspunkt fik Østjyllands Politi en anmeldelse om mistænkelige indlæggelser blandt plejecenterets beboere.

Retsmødet i Vestre Landsret tirsdag blev holdt for lukkede døre. Dommerne fandt, at en offentlig gengivelse af kvindens forklaring ville kunne skade efterforskningen af sagen.

Retten i Randers har i forbindelse med de tidligere retsmøder i sagen vurderet, at der er begrundet mistanke om, at den sigtede har gjort sig skyldig i "legemsbeskadigelse af særlig grov karakter".

Landsretten har ikke taget stilling til dette. Den har udelukkende taget stilling til, om kvinden fortsat skal være varetægtsfængslet.

Den sigtede kvinde sidder med tårer i øjnene, da retsformanden læser konklusionen op.

Hendes mand er til stede på tilhørerpladserne. De vinker kort til hinanden, inden kvinden føres væk fra retslokale F.

/ritzau/