
Blå-gul tilfredshed: Svensk landsholdsprofil forlænger i Ikast
24-årige Emma Lindqvist og Ikast Håndbold har signeret en ny aftale gældende til 2024
Udgivet:12. august 2022, 16.40
Læsetid:2 minutter
Emma Lindqvist (i.m.) sluttede stærkt af i sin seneste sæson i Ikast. Nu har den svenske landsholdsspiller forlænget til sommeren 2024. Foto: Tom Laursen
1 år siden
HÅNDBOLD Også i de kommende sæsoner kan Ikast Håndbold nyde godt af kvaliteterne hos Emma Lindqvist.
Fredag eftermiddag meddelte parterne, at den svenske landsholdsspiller og den midtjyske ligaklub har signeret en ny, gensidig aftale.
Kontrakten gælder nu frem til sommeren 2024.
Daniel Grønhøj, direktør i Ikast Håndbold, er særdeles godt tilfreds med forlængelsen med bagspilleren der står foran sin anden sæson i Midtjylland og nu lagt yderligere et år ovenpå den oprindelige kontrakt.
- Hun har gjort det fantastisk i sin første sæson i klubben og har indfriet de forventninger, vi havde til hende, ligesom hun har udviklet sig progressivt på banen, lyder det fra direktøren i en pressemeddelelse.
Tilhænger af spillestilen
24-årige Emma Lindqvist, der sidste sommer kom til Ikast fra H65 Höör i hjemlandet, fortæller i samme skrivelse, at både klubmiljø og spillestil på banen været store faktorer for forlængelsen.
- Jeg har det godt både på og udenfor banen, og synes Ikast Håndbolds store ambitioner er spændende. Det vil jeg gerne være en del af og bidrage til. Jeg føler også, det er det rigtige miljø for mig til at udvikle mig endnu mere som håndboldspiller. Jeg er stor tilhænger af, den måde vi gerne vil spille håndbold på, og jeg ser frem til at spille store kampe i den gule trøje, siger Emma Lindqvist.
En undervurderet spiller
Den alsidige svensker, der kan udfylde roller på alle positioner i bagkæden, og som også er garant for hårdt arbejde og defensive kompetencer, har allerede en høj stjerne i Ikast Håndbold.
I den nye sæson jagter topklubben atter medaljer nationalt som internationalt. og her bliver en vigtig brik, fastslår Daniel Grønhøj.
- I min bog er Emma en af de mest undervurderede spillere i ligaen. Emma er en meget værdsat holdkammerat og spiller i klubben. Hun er en spiller, der er stærk i begge ender af banen, og man ved altid, at hun leverer på et meget højt niveau. Vi tror også på, at Emma kan være med til at indfri vores ambitioner for fremtiden, siger håndbolddirektøren.