
Lodtrækning til Final4: HIH trak tidligere HIH-profiler
Herning-Ikast Håndbold skal møde tyske Bietigheim med Trine Østergaard og Stine Jørgensen på holdet
Udgivet:07. april 2022, 14.45
Læsetid:1 minut
I ni år spillede den danske landsholdsfløj Trine Østergaard i Ikast, men siden 2020 har hun spillet for tyske BBM Bietigheim. Ved Final4 i EHF European League står hun og Bietigheim over for hendes mangeårige klub, Herning-Ikast Håndbold. Foto: Ritzau Scanpix
1 år siden
HÅNDBOLD For fem år siden var Trine Østergaard og Stine Jørgensen to af de mest markante stjernespillere hos håndboldkvinderne i Ikast. Men når Final4 i EHF European League spilles i midten af maj, er de to med hos modstanderne, som Herning-Ikast Håndbold skal slå i semifinalen.
Det kom frem, da der torsdag eftermiddag var lodtrækning til Final4-stævnet i den næstfineste europæiske klubturnering.
Herning-Ikast Håndbold skal nemlig møde tyske BBM Bietigheim med de to danske profiler på holdet i semifinalen. Bietigheim fører aktuelt den tyske Bundesliga uden et eneste pointtab.
Den anden semifinale står mellem Viborg HK og CS Minaur Baia Mare fra Rumænien.
Tidligere i dag kom det frem, at Viborg er blevet tildelt værtskabet for Final4-stævnet, der spilles 14.-15. maj.
Også HIH viste interesse for værtskabet.

