Mette F: Ukraines kandidatstatus sender klart signal til Putin

Trods kandidatstatus forventer statsministeren, at det varer længe, før Ukraine bliver medlem af EU.

Udgivet:23. juni 2022, 16.31

Læsetid:2 minutter

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at det vil sende et klart signal til Putin, hvis Ukraine som ventet bliver bekræftet som EU-kandidatland på topmøde i Bruxelles (Arkivfoto).

/ Ritzau /

BRUXELLES Det er et meget stærkt signal til Rusland og til hele det ukrainske folk, at EU's stats- og regeringschefer torsdag ventes at give Ukraine status som kandidat til EU-medlemskab.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i Bruxelles, hvor hun er ankommet til EU-topmøde.

- I den nuværende situation sender vi et meget klart signal til Putin (Vladimir Putin, Ruslands præsident, red.) om, at Rusland ikke har nogen indflydelse på, hvilken retning Europa skal bevæge sig i, siger hun.

Ukraines vej til kandidatstatus er gået forbavsende hurtigt. For få måneder siden var det nærmest utænkeligt, at Ukraine kunne få det eftertragtede stempel, fordi landet ganske enkelt er for langt fra at kunne opfylde kriterierne for medlemslande.

Men selv om Ukraine nu ventes at blive kandidatland, vil der ifølge statsministeren ikke blive gået på kompromis med kriterierne for et medlemskab til EU.

- Lige så vigtigt det er, at vi i dag kobler Ukraine og Moldova tættere på, ligeså vigtigt er det, at man skal leve op til alle kriterier, før man går ind ad døren.

- Et er at opnå kandidatstatus. Noget andet er at få medlemskab, og det skal man forvente kommer til at tage lang tid, siger hun.

I et udkast til en topmødetekst understreges det, at Ukraine også skal leve op til det såkaldte absorptionskriterium. Det skal sikre, at EU ikke optager lande, som man ikke er klar til at integrere.

For Ukraine er det dårligt nyt. For jo større et land er, jo fattigere det er, jo mere involveret det er i en væbnet konflikt, desto sværere vil det have ved at leve op til kriteriet. Det vil ganske enkelt stille for store krav til EU at gabe over Ukraine.

Mette Frederiksen afviser dog, at EU-lederne er ved at skabe falske forhåbninger i Ukraine.

- Det tror jeg ikke, man gør, hvis vi er hudløst ærlige gennem hele processen. Der er ingen tvivl om, at det her selvfølgelig også er et signal. Et signal til Rusland. Det er et signal til hele det ukrainske folk og ikke mindst dem, som lige nu står ved fronten og kæmper.

- Det har Zelenskyj været meget klar omkring. At det er et signal, de har behov for at høre på slagmarken.

Forud for topmødet har EU holdt møde med de seks lande på Vestbalkan, som også ser mod EU. Heraf har Nordmakedonien, Montenegro, Albanien og Serbien opnået status af EU-kandidatlande.

- Jeg kan godt forstå, at landene på Balkan også gerne vil knyttes til Europa. Og vi skal sørge for, at Balkan er så tæt på Europa som muligt, siger Mette Frederiksen.

Hvis Ukraine og Moldova som ventet opnår status af EU-kandidatland, vil i alt syv lande have taget det skridt mod optagelse i EU.

Spørgsmål: Mener du reelt, at det er en god idé, at EU bliver udvidet, så der måske er over 30 lande i EU?

- Min grundlæggende holdning er, at alle europæiske lande, der kan leve op til de krav, som er stillet, for at man kan opnå medlemskab af Den Europæiske Union, er velkommen.

/ritzau/