Familievenlig aktivitet i vinterferien: Gør et loppefund i Strøgcentret

Ikast Strøgcenter er vært for børneloppemarked lørdag 15. februar

9. februar 2020, 14.15

Vores Ikast byder traditionen tro til vinterferie-børneloppemarked i Strøgcentret. Foto: Tom Laursen

IKAST Vinterferien byder på en oplagt mulighed for at supplere børneværelserne med »nyt« brugt legetøj. Eller sælge ud, hvis det er her, behovet ligger.

Det sker lørdag 15. februar, hvor Ikast Strøgcenter er vært for endnu en omgang børneloppemarked.

Børn og forældre kan helt gratis booke en stand på Vores Ikasts hjemmeside. Standen omfatter kun en fysisk placering i Strøgcentret, så man skal selv medbringe et bord til at falbyde spil, dukker, cykler, tøj og alt muligt andet legetøj fra børneværelset, loftet eller kælderen.

Ønsker man at leje et bord, er det også muligt hos Vores Ikast.