Sponsorløb på ISI: Afrikanske rytmer og tilråb satte gang i festen

Højskoleelever løb og cyklede i den gode sags tjeneste. Indtægterne skal bruges til at skabe fodboldweekend for lokale børn og unge i Uganda

Udgivet:07. september 2023, 14.40

Læsetid:4 minutter

Gæsterne fra Afrika er gode til fodbold. De kunne både løbe og cykle og så har de både rytme motorik i orden, specielt når det er deres egne ynglingsnumre, der vælter ud af soundboxen. Foto: Henrik Ole Jensen

Laila Kempel
Journalist

IKAST Det var afrikanske rytmer og sang, der bragede ud af soundboxen bag højskolen på Hagelskjærvej torsdag formiddag. I målfeltet under pavillonen stod fire unge drenge og dansede med - med en rytme, som man kun kan være misundelig over overhovedet er mulig.

Elvis Torach, Elvis Opakrwoth, Isima Magala og James Bogere deltog aktivt i sponsorløbet på ISI højskolen torsdag formiddag. Pengene får de med sig til Uganda, hvor de samme med de øvrige elever på El Cambio Academy skal lave en fodbold-camp og i en hel weekend lave aktiviteter for 200-300 lokale børn og unge. Foto: Henrik Ole Jensen

Isima Magala, Elvis Torach, Elvis Opakrwoth og James Bogere stod i spidsen og skrålede med på sangen i et sprog, som de færreste fattede et kuk af. Der var rytme og gang i den, og de helt store tandpastasmil var fremme, både hos de afrikanske gæster og i høj grad også hos de storsvedende højskole-elever, der ikke forstod sangen, men til gengæld glæden og energien, som skubbede dem ud på endnu en omgang ad den 1,7 kilometer lange rute. Festen var i gang.

Idrætshøjskolen ISI gennemførte torsdag et 12 timer langt sponsorløb, hvor de samlede penge ind til deres venner på El cambio Academy i Uganda. De var så heldige, at deres indsats blev overværet af de fire afrikanske gæster, der i øjeblikket er på et månedlangt ophold i Danmark, hvor de blandt andet træner med ungdomsspillerne i Odense Boldklub.

Isima Magala var ikke sen til at hoppe op på jernhesten og deltage på to hjul sammen med højskoleeleverne på ISI, der torsdag havde 12 timers sponsorløb til fordel for Isimas skole i Uganda. Foto: Henrik Ole Jensen

- Ét er, at vi ved, at vi tidligere har fået penge fra ISI, men nu har jeg fået chancen for at se det med mine egne øjne. Det er fantastisk, siger James Borgere, der allerede havde løbet en runde på ruten og med planer om tage adskillige runder på cykel.

- Jeg er nemlig rigtig god til at cykle, understregede han.

- Jeg synes det er fantastisk, at alle disse mennesker samler penge ind til os. De gør et stort stykke arbejde uden selv at få noget for det. Det vil jeg gerne være en del af, sagde den unge fyr.

James Borgere og de øvrige tre afrikanske gæster er til daglig studerende på El Cambio Academy i Uganda - en lille privat skole, hvor der ud over fodbold også er almindelig skoleundervisning.

Bag skolen står danske Thomas Thor, som de sidste syv år har boet i landet.

Han studerede i sin tid idræt med højskolelærer Nicolai Lewandowski på universitetet i Odense, og siden har de to haft kontakt med hinanden.

De seneste tre-fire år har de fået etableret et formaliseret samarbejde mellem de to skoler. Eleverne fra Ikast nøjes ikke med at samle penge ind; de besøger også skolen i Uganda under deres ophold på højskolen.

Under coronaepidemien var det ikke muligt at rejse til Afrika, og derfor opstod ideen med sponsorløbet for på den måde fortsat at bakke op om aktiviteterne i Uganda.

Pengene fra årets sponsorløb bruges til at skabe en fodbold- og oplevelsesweekend for 300 lokale unge, hvor de 51 elever på akademiet bliver sat i spidsen for arrangementet, og de aktiviteter, der skal foregå.

- Det handler om at videregive nogle af de danske foreningsværdier om frivilligt arbejde og engagement, forklarer Thomas Thor og fortsætter:

- Der er mange ting, der er naturlige for os at gøre i Danmark. Vi har fodboldskoler og weekendture i vores foreningsliv. Sådan noget findes ikke i Uganda.

Thomas Thor håber at kunne udvikle sit ngo-arbejde med sin skole til at blive mere internationalt og nyder økonomisk arbejde til sin indsats for flere af de tidligere professionelle danske fodboldspillere.

James Bogere er god til at spille fodbold og får på Thomas Thors akademi en god skoleuddannelse.

Selv drømmer den unge ugander om at blive professionel fodboldspillere og gerne i den tyske Bundesliga.

- Når jeg engang er færdig med at spille fodbold, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skal tilbage til mit hjemland og betale alt det tilbage, som jeg har fået. Det skylder jeg, siger James Bogere ydmygt.

For højskoleeleverne handler det ikke kun om at løbe penge ind, men også om at koordinere indsatsen i mindre teams og sætte mål for holdet såvel som for den enkelte.

Sidste år var målet ved sponsorløbet at samle 20.000 kroner. Resultatet blev 57.000 kroner.

Hvad resultatet bliver i år er endnu ikke opgjort.