Fravalgte folkevalgte: Laver podcast om aktuelle politiske emner

11. august 2020, 13.20

Henrik Christiansen (V). Foto: Privatfoto

IKAST-BRANDE Skønt ingen af dem længere sidder i byrådet, er de fortsat to politiske mennesker, der kerer sig om, hvad der sker både lokalt, nationalt og globalt.

Det drejer sig om Venstres Henrik Christiansen og SF’eren Anders Udengaard.

- Vi har lavet vores egen podcast, hvor vi løbende vil diskutere aktuelle politiske emner. Jeg er nok endnu mere liberal end normalt, mens Anders er en tand rødere end sædvanligt, når vi diskuterer, siger Henrik Christiansen (V).

Titlen på den ny podcast rummer både selverkendelse og en god portion humor, idet det politiske makkerpar har valgt at kalde deres program »De Fravalgte«.

Man kan finde premieren på den nye podcast på Facebook, og i den første udsendelse diskuterer de to lokalpolitikere udlicitering af kommunale opgaver, som det blandt andet er vedtaget med hensyn til de opgaver, som Entreprenørgården i dag varetager.

Gammel politisk traver

Men de tidligere byrådsmedlemmer tager også turen i helikopteren og kigger nærmere på tendenser i dansk politik, og her bliver det til en debat om krænkelses-kulturen med udspring i sagen omkring flødeisen Kæmpe Eskimo, og så tages der også livgreb med en gammel politisk traver som arbejdskampen.

Den første podcast strækker sig over godt en time.

- Det er tanken, at vi vil lave en podcast en gang hver måned, og vi har allerede næste emne klar, nemlig Buurtzorg-projektet. Det er ingen hemmelighed, at vi ikke er helt enige om det emne. Hvis det kan lade sig gøre, vil vi her også gerne invitere en gæst, nemlig Frank Heidemann (S), der er udvalgsformand på området, oplyser Henrik Christiansen.

Han fastslår, at podcasten ikke skal ses som et udtryk for et tidligt indspark i forbindelse med valgkampen om pladserne i næste byrådsperiode.

- Anders Udengaard har jo tidligere meldt ud, at han ikke vil genopstille til politiske poster for SF. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg er at finde på Venstres liste til næste kommunalvalg, siger Henrik Christiansen.

Anders Udengaard (SF). Foto: Privatfoto