Guldrømmen bristede i overtiden: Brøndby udlignede FCM's 2-1-føring med kampens sidste spark

FC Midtjylland førte 2-1 langt inde i overtiden, inden Brøndby fik udlignet til 2-2

Udgivet:12. maj 2022, 23.09

Læsetid:2 minutter

Av, av, av. Sejren forsvandt langt inde overtiden. Pione Sisto og Andeers Dreyer forstår det ikke. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Thomas Damm
Journalist| tbd@herningfolkeblad.dk

FODBOLD Av, av, av.

Så ondt kan fodbold gøre. FCM var få sekunder fra igen at åbne guldduellen mod FC København. På to mål i 80. og 82. minut vendte FCM kampen til en 2-1-føring, og den holdt, indtil der var spillet 94.58 minutter. Så dukkede Andreas Bruus op i højre side af feltet og sparkede bolden i kassen til en chokudligning. Målmand David Ousted havde hænderne på bolden, men kunne ikke afværge målet. Herefter blev kampen fløjtet af.

Dermed blot et enkelt point til FCM, og dermed fører FC København superligaen med tre point - og en målscore der er 10 bedre end FCM’s - med to spillerunder tilbage.

Størsteparten af de 10.201 tilskuere på MCH Arena var ellers klar til en kæmpe fest efter en dramatisk kamp, hvor FCM var for længe om at blive farlige. Men de nåede lige præcis at vende kampen på hovedet, og det lignede en sejr, efter at Evander og Anders Dreyer med to minutters mellemrum havde scoret til først 1-1 og siden 2-1.

Brøndby kom foran efter 15 minutter i første halvleg , da Simon Hedlund spænede fra hele FCM-defensiven og fandt Christian Cappis foran mål.

FCM havde flere gode chancer for at score i første halvleg, men skarpheden manglede. Den største mulighed tilfald Charles Rigon Matos, men hans afslutning få meter fra mål ramte Brøndby-keeper Mads Hermansen.

I anden halvleg havde FCM bolden stort set hele tiden, men det blev alt for sjældent farligt.

Indtil altså de magiske to minutter, hvor de fleste på MCH Arena kunne lugte guld. Her kunne FCM pludselig det hele, og alle driblinger lykkedes.

Men kampen var altså ikke helt slut endnu. Brøndby fik udligningen, og festen på MCH Arena punkterede på et splitsekund. Dog undtaget blandt Brøndbys fans.

FCM spiller mandag i Silkeborg og slutter superligaen af med en hjemmekamp mod Randers søndag i næste uge.

FCK møder næste gang Randers ude og har en hjemmekamp mod AaB i sidste runde.

Genlæs opgøret i Ritzaus liveblog herunder: