Masker, der matcher: Brande-firma har fået ny vare på hylderne:

Connexion Tie fra Brande har fået endnu en vare på hylderne: farveglade masker i stof til dagligdag og fest

2. august 2020, 18.00

Kompagnonerne hos Connexion Tie, Johnny Bruun Andersen og Bo Egeriis, sammen med nogle af nogle af virksomhedens produkter, hvor ansigtsmaske matcher med eksempelvis cap, slips og pyntetørklæde. Foto: Tom Laursen

BRANDE De er ærlig talt lidt usexede, de hersens medicinske mundbind, der samtidig ser kedelige ens ud.

Det kan måske være årsagen til, at de endnu ikke er slået rigtigt igennem herhjemme.

Der er dog situationer, hvor mundbind er påkrævet. Det gælder blandt andet ved flyrejser eller handel i tyske grænsekiosker.

Hvis man vil skille sig lidt ud og måske også optræde mere elegant end med de gængse mundbind, så er der nu hjælp at hente.

Det er Brande-virksomheden Connexion Tie, der er first mover på en beklædningsgenstand, der i forbindelse med corona-krisen er blevet stadig mere aktuel, også på vores breddegrader.

- Det lå jo lige for, og vi har nu skabt en større kollektion, der i mange sammenhænge matcher med de slips, butterfly og pynteklude, som vi i forvejen får fremstillet, siger Johnny Bruun Andersen, der udgør den ene halvdel af ejerduoen hos Connexion Tie.

- Vi kalder dem masker, idet vi ikke rent medicinsk har tilladelse til at kalde dem mundbind, tilføjer den anden halvdel, Bo Egeriis.

De farvestrålende masker er dog forsynet med en løbegang, hvor et medicinsk mundbind kan stikkes ind. Desuden har maskerne fra Brande-virksomheden den umiddelbare fordel, at de kan vaskes igen og igen.

Masker med logo

Stofmaskerne fremstilles hos Connexion Ties faste producent i Kina, og man har valgt at holde prisen så langt nede som muligt.

- Vi har besluttet, at der ikke skal tjenes unødigt meget på det her. Derfor er den vejledende udsalgspris også sat til under 100 kroner, siger Johnny Bruun Andersen.

Connexion Tie er også klar til at servicere virksomheder, sportsklubber, foreninger og andre sammenslutninger med ens ansigtsmasker. Maskerne kan forsynes med klubbens eller virksomhededens logo, så man fremtræder som en homogen flok.

- Vi tager mod ordrer helt ned til 100 styk, og de kan produceres inden for to uger, lover Johnny Bruun Andersen og peger på, at det ville være et fint signal at sende, hvis et sportshold skal ud at rejse, eller et firma er repræsenteret med en delegation ved en konference eller kongres.

Han understreger i øvrigt, at stofmaskerne ikke blot er forbeholdt mænd, men at der også er masker til kvinder og børn.

Der er indtil videre fremstillet 30 masker af varierende design, og heraf matcher halvdelen nogle af de produkter, som Connexion Tie i forvejen står bag, såsom kasketter, slips, butterfly og pyntetørklæder.

Slipser af plastflasker

Virksomheden i den nordlige ende af Brande har tidligere markeret sig som særdeles innovativ og kreativ. For nogle år siden udtænkte Connexion Tie således et helt nyt og miljørigtigt koncept.

- Vi fik til opgave at producere slips baseret på plastflasker. Det havde sine udfordringer, men det lykkedes, fortæller Bo Egeriis.

Der går to halvliters plastflasker på et enkelt slips. Flaskerne omdannes til granulat, hvoraf man så laver den tråd, der benyttes til fremstillingen af slipsene. Salget af de miljørigtige accessories sælger i dag godt og ligger i samme prisleje som de slips, der fremstilles på konventionel facon.

Connexion Tie er ikke sluppet gennem corona-krisen uden mén.

- Forsamlingsforbudet har jo betydet, at det har stået stille med fester, og det smitter jo igen af på os. Når der ikke er konfirmation og bryllup, bliver der jo ikke investeret i nyt festtøj. Vi har sendt folk hjem, men det er heldigvis sådan lige nu, at de modkørende er ved at blænde lidt ned, og at det hele atter er ved at nærme sig normale tilstande, siger Johnny Bruun Andersen.

Han og kompagnonen håber samtidig, at folk vil give den en ekstra skalle - også med festtøjet - når invitationerne til fødselsdage, firmafester, bryllupper og konfirmationer kommer som en mindre flodbølge her i efteråret.

Så på bundlinjen kan makkerparret bag Connexion Tie udmærket se, at de har været gennem en corona-krise, men håber samtidig på, at det værste nu er overstået.

Hvad angår den daglige brug af slips, er trenden efter mange års fald i øvrigt svagt opadgående.

Connexion Tie designer og producerer for en lang række mærkevarer, og ud over accessories til primært herre-garderoben står virksomheden også bag fremstilling af skjorter.

Selve produktionen af Connexion Ties produkter finder sted i tæt samarbejde med en fast producent i Kina.

Der behøver ikke at være kedeligt med ansigtsmaske. Connexion Tie har nu en masse bud på unikke stofløsninger, og det er også muligt at få ens ansigtsmasker til klubber og virksomheder. Foto: Tom Laursen
Nu kan man få ansigtsmaske, der matcher med eksempelvis cap og slips. Idéen er udviklet af Connexion Tie i Brande. Foto: Tom Laursen
Der går to halvliters plastflasker på et slips. Plastslipsene sælger godt, og prisniveauet er det samme som for de konventionelle slips. Foto: Tom Laursen
Corona-krisen har også ramt Connexion Tie, hvor aflysning og udsættelse af diverse festligheder har givet virksomheden i Brande en økonomisk mavepuster. Foto: Tom Laursen