DET ER DIT VALG - KV21

Sikker valgdag: Ikast-Brande er klar med sprit og ekstra personale

Vælgerne kan føle sig sikre, når der skal stemmes til kommunal-og regionsrådsvalget

15. november 2021, 12.09

IBF Arena i hal A er kommunens største valgsted, og som ved de øvrige valgsteder, er der sat ekstra mandskab ind og en masse håndsprit. Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE Corona-smitten sætter sit præg på valghandlingen - også i Ikast-Brande, hvor der er stor fokus på sikkerhed.

Der er indkøbt ekstra mange blyanter, der løbende sprittes af, ligesom der også er indkaldt ekstra mandskab.

Traditionen med at blive hængende på valgstedet og nyde en kop kaffe og få en snak med naboen, eller hvem man lige møder, kan man også skyde en hvid pil efter.

For selvom valget til både kommune- og regionsvalg er en festdag, så har Ikast-Brande Kommune i år valgt at fjerne kaffen og småkagerne for at undgå at være smittested.

Mulighed for at stemme ude

Kommunaldirektør Flemming Storgaard gør opmærksom på, at der ingen krav er om mundbind på valgstederne, og der kan heller ikke stilles krav om coronapas. Han opfordrer dog til at holde afstand og bære mundbind, og det samme bliver kommunens medarbejdere.

- Man har derudover mulighed for at stemme fra sin bil. Sådan har det altid været, hvis man eksempelvis er dårligt gående. Men det er klart, at processen er lidt omfattende, da vi skal have to mand ud til bilen, hvor man blandt andet sikrer, at vælgeren er alene. I princippet er det faktisk ikke nok at sige, at man er utryg på grund af smittefare, men vi har bestemt, at vi ikke vil afvise nogle. Så er man ikke glad for at stemme indenfor, kan man ringe på et nummer, men man må forvente noget ventetid, siger Flemming Storgaard.

Netop for at undgå køer og ventetid opfordrer kommunen til, at man ikke stemmer i de såkaldte spidsbelastningstimer mellem 16 og 19,og har lov til selv at medbringe egen kugleben. Dog er det vigtigt, at farven er enten rød, grøn, blå eller sort.

Mange har brevstemt

På forhånd har 2088 af kommunens borgere valgt at tage imod opfordring om at holde sig væk fra valgstederne og brevstemme. Det er væsentlig større end ved valget i 2017, hvor der var 952 gyldige brevstemmer.